.jpg)
Det var en frisk forårsdag april, da jeg som otteårig for første gang satte mine ben i det, der dengang hed Københavns Idrætspark, men som i dag har fået det noget kortere og mere mundrette navn “Parken”.
Og jeg synes jo – som så mange andre på min alder – at der i dag ikke er den samme stemning i Parken – som dengang.
Og det er der jo heller ikke. Selvfølgelig ikke. Tiderne skifter – og blandt de ca. 18.000 tilskuere, der den dag så KB spille 3-3 med AGF, er der rigtig mange, der af naturlige årsager ikke kommer i Parken mere.
De var i 1962, og hvis de pågældende stadig ser fodbold, så er der noget om snakken om, at der er et liv efter døden.
Iøvrigt blev Esbjerg danske mestre det år – opg B.1913 fik sølv, men AGF og KB fulgte efter.
Esbjerg og B.1913 – så mange år siden er det…
Mange vil sikkert mene, at det var kedeligere at gå til fodbold dengang. Der var ikke bragende discomusik før, under og efter kampen. Der var ikke store tv-skærme til at repetere begivenhederne på banen. Og der var ikke cheerleaders og brølende stadionspeakere.
Og der var ikke flere tusinde hvidklædte mennesker, der hoppede og sprang på tribunerne, så disse var i fare for at bryde sammen.
Der var ikke nogen VIP-afdelinger og ikke nogen elektronisk måltavle.
Men der var noget andet.
Der var hygge.
Og en god stemning blandt datidens tilskuere, der først og fremmest kom for at se fodbold. Og ikke for at slås.
Ok, de fleste fodboldtilskuere i dag kommer også for at se fodbold og ikke for at slås. Heldigvis.
Men de får ikke pølser fra en pølsevogn, som man fik dengang. Og de får ikke et trykt program, gratis, som dengang. Og de får ikke Stævnets orkester med Erik Åkerwall i spidsen – som dengang, De får ikke Champagnebrus fra Frederiksborg Is som dengang. Og de får da slet ikke den lille kittelklædte mand at se, der gik banen rundt med et “Cigar-Cigaret” opråb.
“Bolden, der spilles med, er den danske olympiadefodbold, Select Super,” annoncerede speakeren med en vis selvfølelse.
De ser ikke “nummermanden”, der skiftede tallene ud, efterhånden som målene blev sat ind. Og de får heller ikke set de klovnerier på banen, som f.eks. KB’s forrygende målmand Nils Jensen og centrehalfback Henning Hellbrandt af og til udførte på banen.
For i dag tør fodboldspillerne intet. De tør ikke sige deres mening om noget som helst. Og da slet ikke lave lidt klovnenumre på banen, som publikum ellers hungrer efter.
For der er kommet mange penge i fodbold.
Det har gjort spillet hurtigere. Det har givet skaffet flere tilskuere, selv om der altså kom næsten 50.000 tilskuere i Parken dengang – mod højest 38.000 i dag.
Og der bliver også spillet mange flere kampe i dag end dengang.
Sådan er det – vi må leve med udviklingen.
Men derfor kan man vel godt savne dengang, at man virkelig følte noget for en klub. Voksede op sammen med den – drevet af kærlighed – og ikke af penge. Hvad enten man så holdt med Nexø Boldklub, Fremad Amager – eller KB.
“Cigar-cigaret!”
Joh, det var andre tider i Parken dengang…
God weekend…
.gif)
