MUSIK: Nostalgisk rejse hvor Sara Grabows skønne trio tog gæsterne på Klemensker Kro med på rejse med Liva Reel, Otto Brandenburg og Grethe og Jørgen Ingmann i bagagen
Af Torben Severinsen
I en opvisning af den musikalsk arv tog den talentfulde pigetrio bestående af Sara Grabow, Martine Madsen og Eva Skipper, os med på en nostalgisk rejse gennem de mest elskede klassikere. Med deres unikke fortolkninger og smukke samspil genoplivede de velkendte hits fra 1930’erne til 1960’erne til glæde for alle tilhørere på den totalt udsolgte gamle kro i Klemensker.
Under deres optræden blev ikoniske navne som Liva Weel, Otto Brandenburg, Grethe & Jørgen Ingmann, Gitte Hænning, og amerikanske hits i egne dansk oversættelser æret på smukkeste vis, når Sara Grabow med sin stemme bragte de gamle sange til live, akkompagneret af guitar, kontrabas og kor.
Morsom og livlig
Det var en oplevelse, der spændte fra hjerteskærende til morsom og livlig – en fejring af nogle af datidens allerbedste kompositioner. Pigerne leverede intelligent, kreativ og uforudsigelig musik, der satte nutidens tid i perspektiv af tidligere tiders populærmusik.
Sara Grabow på vokal og ukulele, Eva Skipper på bas og kor samt Martine Madsen på guitar og kor har forfinet deres samspil år for år, med fokus på en trestemmig harmoni og smukke arrangementer. Deres passion for musikken og dedikation til at bevare disse skatte fra fortiden skinnede klart igennem under denne optræden.
Hygget ved bordene
Publikum blev både vugget i sæderne, og hygget ved cafébordene, og inviteret til at svinge og synge med. Trioen formåede at væve en tidsløs magi gennem deres optræden, og vi kan kun glæde os til at se, hvad fremtiden bringer fra denne trio.
Koncerten var en del af et fortsat samarbejde mellem Musikhuzet og Klemensker Kro, der begyndte forrige med en ligeledes udsolgt koncert med Thomas Buttenschøn. Klemensker Kro var en perfekt ramme for denne musikalske hyldest til fortiden, og for Musikhuzet, som hele øens regionale spillested, en bekræftelse på at det giver god mening at afholde koncerten udenfor de vante omgivelser ved Torvet i Rønne.
Gæster fra Norge
Der var endda gæster fra Norge på kroen, som udelukkende var kommet til Bornholm for at overvære koncerten, og så havde opdaget, at man kunne bo på kroen, og derefter indlogeret sig.
I øvrigt var Musikhuzet denne aften også en del af en koncert i Haven i Nexø med KI, som blev holdt i samarbejde med Tunes of Tomorrow og Østersø Jaz.