.jpg)
Mon ikke vi alle har prøvet at vente og vente, så vi næsten ikke kunne holde det ud?
Det kræver al vores tålmodighed, men vi bliver nødt til at lære det, og jeg tror næsten, at jeg er på vej til at lære det, men andre kan måske fortælle mig, at jeg endnu kun er på vej?
I min tid i Nigeria lærte jeg en del. Jeg kørte især syge og ofte også gravide kvinder til hospitalet, som lå ca. 60 km væk fra, hvor jeg boede, og når vi så var kommet, sad vi udenfor lægens konsultation og ventede og ventede. Ingen skulle mistænke mig for, at jeg ville benytte mig af, at jeg var udlænding og derfor kunne møje mig ind før alle andre, så tålmodigheden blev prøvet, og jeg var i skole. Jeg sprang ikke over nogen kø.
En anden gang var det foran bensintanken, hvor vi var nogle, der sammen fra tirsdag til søndag ventede på at få benzin. Sandheden tro fik jeg vist nok lov til at få bare lidt benzin torsdag for at kunne være med på en studenterlejr, men de andre fortsatte til søndag, inden de fik tanken fyldt op. Vi sad der dag og nat. Havde det faktisk rigtig hyggeligt, så utrolig det end lyder.
At vente er ind imellem simpelthen en nødvendighed. Herhjemme kan alene en kø foran kassen i supermarkedet være en prøvelse, eller hvad mener I om det at sidde i en kø på en motorvej i myldretiden? De, der gør det hver dag, må være helte.
Jeg har erfaret, at det er vigtigt at bruge ventetiden til noget fornuftigt, hvis det er muligt, og det er det som regel altid, om ikke andet så kan man da stå, sidde og hvile sig og være opmærksom og velsigne dem, der er omkring en.
Jesus befalede Kristi Himmelfartsdag sine disciple, at de skulle vente i Jerusalem, inden de tog nogen steder hen for at udbrede kendskabet til ham.
Der ville nemlig ske noget godt og nødvendigt for dem og i dem, hvis de lod være med at fare ud af byen for at fortælle, om alt det de havde oplevet med Jesus.
Ventetiden blev brugt til noget aldeles fornuftigt og nødvendigt – nemlig bøn og eftertanke.
Og på pinsedagen fik de så Helligåndens kraft, styrke og hjælp til at gå ud og fortsætte den gerning, som Jesus selv havde stået i, og som han ønskede, vi alle skal tage del i.
Vi er nu lige midt i de ti dages ventetid fra Kristi Himmelfart til Pinsen.
Hvis de første kristne var faret afsted uden at respektere Jesu ord om en nødvendig ventetid, så havde vi ikke haft kristendom i dag, for uden Helligåndens virke i os og med os så var kristentroen ikke blevet levende og virkende iblandt os, og så var budskabet om Jesus som frelser og Herre kun nået ud til nogle ganske få og ikke til en hel verden.
Måske har vi kristne nu om dage også brug for at bruge denne tid, vi er midt i, til lidt mere bøn og eftertanke. Måtte dog Pinsens virkelighed og indhold blive levende for os igen og igen. Må der også i vore kirker blive talt mere og mere om Helligåndens betydning for et ganske almindeligt hverdagsliv og kristenliv.
Paulus skriver jo i sit brev til Efeserne: ”Bliv ved med at lade jer fylde af Helligånden!” (Jeg mener, sætningen i Ef. Brevet kap. 5 vers 18 ”Lad jer fylde af Ånden” har noget kontinuerligt over sig).
I mine unge dage var jeg med i en kreds af missionærer, hvoraf nogle var ude i forskellige lande allerede, og hvor vi så var nogle stykker, som endnu ikke var kommet længere end tanken om at skulle virke som missionærer i et andet land. Kredsen hed ”De ventendes kreds.” Et navn, som vi ind imellem morede os meget over. Gennem månedlige udvekslinger af breve fik vi – de ventende – indblik i arbejdslivet som udsendte missionærer fra kirken i Danmark til andre lande rundt omkring i verden, og det var både interessant og nyttigt.
Måske er vi i grunden alle i gang med at vente. I det at vente ligger også noget uendelig positivt og noget uendelig vigtigt!
Med hensyn til Helligåndens fylde behøver vi ikke at vente, som de første kristne gjorde. Vi kan her og nu bede Gud om at give os mere frimodighed, kraft og hjælp til at leve som kristne, som er parat til ikke blot at være hemmeligt troende. Helligåndens fylde er os til rådighed hver eneste dag, hvert øjeblik. Det er meningen, kristentroen skal deles med så mange som muligt.
Hvis de første kristne og mange andre siden da havde holdt mund med deres tro, så havde vi ikke haft kirker og kristendom i dag.
På andre områder end kristentro og kristendom kan vi gå for hurtigt frem. Det kan dreje sig om gode ideer, som vi selv har fået, men som andre endnu ikke kan se værdien eller nytten af.
Jeg har i mit arbejde som præst ind imellem været for hurtig på aftrækkeren. Gået i gang uden at have fået andre med på ideen. Det fortryder jeg i dag, og det var nok en af de begynderfejl, som jeg som ny præst forfaldt til.
Kommer man til et sogn eller til et hvilket som helst andet arbejde, har man jo lyst til at noget skal ske – og det hurtigt. Det kan være klogt lige at vente til det rette tidspunkt, og indtil tilliden til en ny medarbejder har bundfældet sig.
Ventetiden kan være yderst givende. ”Hastværk er lastværk”, plejer vi at sige, og det er sandt nok. Ens nok så gode ideer har nu og da godt af at blive lagt i en tænkeboks. De vil dermed udvikle sig, og den rette tid kan indfinde sig, så alt ender endnu bedre, end man havde tænkt sig.
Et ord som kan hjælpe i en for os at se forfærdelig og unødvendig ventetid er «forventning». Jeg kan beslutte at tro på, at det nok ender godt alt sammen. Jeg har i en sådan situation brug for bøn til Gud og en fast og urokkelig tro og tillid til ham om, at han kender mig og mine nærmeste og de behov for hjælp, vi nu engang har.
Hav en god søndag og forvent, at der ligger noget uendelig godt også til dig – måske endda på trods af de dystre udsigter, du måske har foran dig.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
