.jpg)
Som 11-årig indtraf et af mit livs lykkeligste dage, da jeg fik en rød, elektrisk guitar af min far. Det var ikke en Fender Stratocaster, som Jimi Hendrix spillede på, men en mere beskeden model af mærket “Egmond”.
Men da George Harrison også havde startet sin karriere med en Egmond, så kunne jeg vel også.
Samtidig med, at min far sørgede for at jeg fik min guitar, fik han også forøget sit ordforråd med udtrykket “SKRU NED!”
Den vending skulle jeg komme til at køre en del del gange i de følgende år, indtil jeg kom med i et band med egne øvelokaler, forstærkere og hele molevitten.
Vi spillede på en skole hver eneste weekend, både lørdag og søndag, hvor der ikke var et øje i miles omkreds, så vi kunne spille for fuld styrke på vort 200 watt sanganlæg og 100 watts Marschall og VOX-guitarforstærkere.
Der var således ikke nogen, der følte sig plaget af vores udfoldelser, tværtimod – nogle år senere betalte folk endda penge for at høre os spille.
Det samme kan man ikke sige om en hel del mennesker der især i denne tid med glæde måske endda vil betale for at slippe for at høre musik i sommernatten.
Politiet landet over bliver kimet med af utilfredse borgere, der klager over især unge menesker, der spiller for højt musik, så natteroen bliver spoleret.
Og det er ikke kun om natten, at klagerne strømmer ind: I disse dage fyldes gadebilledet af unge mennesker med huer i alle farver, det er ikke kun studenter, der får hue på nu, så hverandet ungt menneske, man møder i disse dage, er iført en hue.
Tillykke med det.
Og de unge mennesker vil naturligvis gerne fejre, dels deres eksamen, dels at det nu igen ser ud til, at vi kan leve et nogenlunde normalt liv uden at rende rundt og ligne en operationssygeplejerske eller en færdselsbetjent i Tokyo.
Der bliver holdt fester efter alle kunstens regler, der sættes sprut på bordet og strøm til de såkaldte soundboxe – og så har vi balladen.
Folk klager over for høj musik, politiet bliver tilkaldt – og der skrues ned. I alt fald for en stund.
Meningerne om den høje musik i sommernatten er delte: Nogle synes, det er uforskammet og uopdragent at ødelægge andres nattesøvn. Andre siger “Herregud, lad nu de unge more sig, de har kedet sig længe…”
Jeg er, som sædvanlig, var jeg ved at sige, enige med begge parter: Jeg har selv været ung, og hvis jeg var 18 år i dag og netop færdig med eksamen, så ville jeg løbe rundt med at flaske rom i baglommen og skrue op for alt, der kunne skrues op for. Jeg ved det, for jeg har gjort det for en, skal vi sige, del år siden.
På den anden side er det også mega-irriterende, for at blive i et ungt sprogbrug, at blive holdt vågen hele natten på grund af en soundbox, der spiller “Turn the Bass 17”.
Mega-irriterende.
Men hvad, jeg overlever – og det gør resten af nationen også.
Jeg er lykkelig for at bo i et land, hvor sindene for alvor kommer i kog over for høj musik, der bliver spillet af lutter livsglæde.
Skæbnen vil, at jeg har opholdt mig en del i et af sydøstasiens fattigste lande, Cambodja. Her skælder forældrene ikke børnene ud over, at de spiller for høj musik. Her sælger de deres børn for at få mad på bordet.
Så i sammenligning med det, så kan jeg – med ro i sindet og trods den høje musik – ønske alle en rigtig
god weekend…
.gif)
