Folketinget og DR vil gøre grundlovsdag til en national festdag

GRUNDLOVSDAG: Folketinget og DR vil i samarbejde med stærke kræfter i civilsamfundet løfte grundlovsdag til en større og mere festlig national fejring af vores demokrati, fællesskab og grundlov. I år sker fejringen af Grundlovsdag med fællessang fra Vandrehallen, transmission fra Folketingets officielle grundlovsmarkering onsdag  5. juni og en stor grundlovsfest ved DR Byen. Og så kan børn og unge sende forslag til landets statsminister.

Solaf Masoud fra DR Ultra vil blandt andet præsentere Folketingets formand, Søren Gade, for forslag fra børn og unge. (Foto: © Johnatan Milo Maibøll)

 

I år er grundlovsdag onsdag 5. juni lidt anderledes, end den plejer. I 2024 skal 175-året for landets vigtigste lov nemlig fejres. Det vil Folketinget og DR i samarbejde med Grundlovsfesten og andre dele af civilsamfundet benytte til at starte en tradition for mere fest og fejring på grundlovsdag.

“Grundloven er det danske samfunds vigtigste lov. Den giver os demokrati og frihed. Vi kan takke grundloven for, at vi kan vi leve som frie mennesker. Ytre os, som vi vil. Tro på det, vi vil. Det er en gave, som folk andre steder i verden er parate til at dø for,” siger Folketingets formand, Søren Gade, og fortsætter:

“Glæden og stoltheden over grundloven og det stabile demokrati, den beskytter, må godt fylde noget mere på sådan en dag. Derfor er vi gået sammen med blandt andre DR for at skabe nye festlige initiativer i anledning af grundlovsdag, som alle kan være med til. Det skal være festligt, folkeligt og for alle – ligesom vores demokrati,” udtaler Søren Gade.

Sang og musik
Sammen vil Folketinget og DR indbyde til grundlovsfejring på udearealerne ved DR Byen i København. Her vil der blandt andet være flere scener med sang, musik, debat og taler, og den danske grundlov og vores stærke demokrati vil blive hyldet og fejret med forskellige grundlovsaktiviteter og underholdning for alle aldre. TVA Live og P4 sender fra grundlovsfesten ved DR Byen og andre grundlovsfester i hele landet.

Glæder sig over samarbejdet
DR’s generaldirektør Maria Rørbye Rønn glæder sig over samarbejdet med Folketinget og dele af civilsamfundet:

“I år kan vi med stolthed fejre grundlovens 175-års fødselsdag og grundlaget for vores stærke demokrati. Det er en god anledning til at starte en ny tradition, så grundlovsdag i endnu højere grad bliver en national festdag, hvor vi hylder vores demokrati og vores fællesskab som nation,” siger Maria Rørbye Rønn, der fortsætter:

“Det er en vigtig public service-opgave at sikre den demokratiske dannelse i alle aldre, og at få den demokratiske samtale på Christiansborg ud i landets stuer. Derfor er jeg glad for, at vi sammen med Folketinget og stærke kræfter i civilsamfundet, nu samarbejder om at gøre grundlovsdag til en national festdag, der kan samle os som nation om grundloven og den demokratiske samtale,” siger hun.

Børn og unge kan stille forslag
Med “Ultraforslag” vil Folketinget og DR engagere børn og unge i grundlovsfejringen og i vores demokrati. På dr.dk/ultraforslag har børn og unge mulighed for at stille lige det forslag til statsministeren, de har lyst til. Et forløb, som frem mod grundlovsdag kan følges tæt på DR Ultra. Et af de forslag, som flest stemmer på, skal præsenteres for statsministeren i forbindelse med grundlovsdag.

DR transmitterer også direkte fra Folketingets officielle fejring af grundlovens 175-års fødselsdag fra Landstingssalen, hvor blandt andre kongefamilien deltager. Det bliver også til en omgang stemningsfyldt grundlovssang fra Vandrehallen på Christiansborg allerede lørdagen før grundlovsdag.

Grundlovsfesten ved DR Byen starter klokken 9 og slutter klokken 19.

Seneste artikler

Fik du læst?