#StopDigSelv

LINDBLOMS MAGASIN: Jeg kan lige så godt sige det som det er. Magasinet her, bærer præg af at have fanget mig på det forkerte tidspunkt, det forkerte sted, den forkerte dag, den forkerte uge OG den forkerte måned.

Det ligner efterår udenfor. Min nye lejlighed i Holbæk flyder med flyttekasser, hvilket gør det ubegribeligt at tænke på, hvordan filan jeg kunne pakke det hele ned på to dage, når det tager to uger at pakke det ud igen.

Fra sofaen, hvor jeg sidder og skriver, har jeg udsigt til alle de ting, der endnu ikke har fået en plads i en skuffe eller et skab. Som brudstykker af mit liv, minder de mig om en svunden tid, og fylder mig med både sorg og glæde.

Flytninger betyder måske nok (endnu) en ny start. Men selv om flyttelæsset ruller derudaf, betyder det vel ikke nødvendigvis, at sjælen er hoppet med på vognen? Jeg har det i hvert fald som om, min sjæl sidder tilbage med korslagte arme på trappen i Allinge, med hashtagget JegGørDetIkke malet på et banner.

Spørgsmålet er så, hvor mange flytninger der skal til før man bliver sjæleløs, hvis man efterlader en bid af sit indre hver gang man skifter adresse?

Som min meget tålmodige eks-mand og flyttehjælp udtalte, efter at have pakket traileren så højt, at vi var bange for, den ikke kunne komme ombord på færgen: ”Hvis bare jeg havde fået en krone for hver ting, jeg har flyttet for dig gennem tiden” hvorefter han stærkt anbefalede, at jeg kun hænger billeder op på væggen med kroge, der kan tapes fast – underforstået – at så skal der ikke lappes huller, når jeg vanen tro, flytter igen om snart.

Men hvad. Når selv min store søn på 20 år siger, at der ikke er nogen grund til at betale store etableringsomkostninger for at Fibia skal installere netværk i lejligheden, er der jo nok noget om snakken. #ErJegErBlevetRodløs?

For knægten har jo ret. Man ved aldrig med mig. Så jeg afbestilte Fibias nye netværksinstallation igen.

Desværre hørte kundeservicedamen ikke ordentligt efter, med det resultat, at hun mailede en bekræftelse til en forkert mailadresse, tilhørende en person, der hedder det samme som jeg til efternavn, men som til forskel fra mig, tror hun har patent på det, og som kvitterede for modtagelsen med en snerrende besked på Messenger.

Derefter gik jeg i Netto. Og her skal det siges, at jeg faktisk er et venligt, rummeligt og imødekommende væsen, af natur. Men. Når nu, man bare er sk… træt af at blive irettesat omkring hvordan man handler rigtigt, såfremt man har tilladt sig, at lægge en tilbudsvare med gult mærke på båndet ved kassen i håbet om at spare 30 kroner på en gulv-spand, efter man har hørt fra en sur navnesøster på Messenger, så kan det kun blive grimt, når kassemanden trækker fuld pris og ved reklamationen, siger:

-Frue, hvis du vil ha´rabatten, skal du vende det gule mærke, så jeg kan se det!

Og jeg svarer:

-Sig mig, hvordan kan du undgå at se mærket, når det sidder lige ved siden af den oprindelige stregkode?

Og han gudhjælpemig, siger:

-Frue, tal ordentligt! Jeg kan jo ikke se mærket, når det sidder på bagsiden af spanden, dér, hvor stregkoden som skal aflæses, også sidder!

– Og jeg tænker: Stop dig selv!

#HvorFandenSkulleJegVideDetFra? #SåLavDogEtSkilt!