Status over uduelighed…

Mit liv er brolagt med forhindringer, altså i det små. Jeg føler, at dagene hele tiden udfordrer min fingerfærdighed. Igennem årene har jeg belyst den problematik i mine klummer, så da en mand i mit nabolag tilbyder mig hjælp i det daglige – uden betaling – slår jeg til.

Jeg fortæller ham ikke om mine nederlag, der ofte er endt med flovhed. Min nu afdøde kone kunne alt og blomstrede op, når vi havde rigtige håndværkere i huset. Så kunne hun føre sig frem i faglig snak med ligesindede. Der blev talt hen over hovedet på ”ham journalisten, der kun skrev med to fingre.”

Min uduelighed gik helt ned til, at det var en sejr, da jeg selv kunne skifte blad på barbermaskinen. Men se om jeg kunne få skum ud af beholderen. Jeg gik ned i supermarkedet og brokkede mig over et defekt produkt. Manden ved kassen tog dåsen fra mig, trykkede på pumpen og sendte en to meter lang skumstribe ud i lokalet.

Desværre ramte han de andre kunder i køen, så jeg skynder mig væk med røde ører. Uden dåsen…

Udueligheden lader mig ikke i fred, da jeg har vrøvl med bilens sidespejl. Det vil hverken det ene eller andet – altså dreje til højre eller venstre, vippe lige op eller ned. Godt man har et Falck-abonnement, så jeg ringer og beder dem om at sende en mand. Og forbløffende hurtigt ankommer han med ordene: ” Hvad er problemet?” To sekunder efter virker sidespejlet, og da redderen ser mit flove ansigt, trøster han mig med, at han lige har været ude hos en anden kunde, der ikke kunne åbne bagagerummet. OK, der er altså mindst to fjolser i Danmark.

Jeg stikker manden en halvtredser, og beder ham om, at det bliver mellem ham og mig. Humøret stiger mange grader senere på dagen, da jeg uden brugsanvisning skifter støvsugerposen ud. Det må jeg lige have en kop kaffe på. Mens jeg drikker kaffen, kommer jeg i tanke om mit største nederlag.

Under indkøb sammen med min kone i det lokale supermarked bad hun mig om at tage nogle bundter ”sovende påskeliljer,” og ved hjemkomsten tilbyder jeg at sætte dem i vaser.

Da aftenfreden er på sit højeste, og jeg ser nyhederne på DR, lyder der pludselig et brøl fra min kone: ”Hvad har du tænkt dig? Kan du ikke se, hvad du har gjort!”

Jo, det kan jeg godt.

Jeg har fyldt vaserne op med asparges. Påskeliljerne sover stadig trygt nede i supermarkedet.