Smedens tomatketchup er klar til at erobre Danmark

“Hammergod ketchup”, lover reklamen for Smedens Ketchup fra Aakirkeby, der nu sender ud i udvalgte Meny-supermarkeder over det ganske land…

Der er tomatketchup for enhver smag fra Smedens. (Foto: Torben Ager)

 

Vi er godt vant med madvarer fra Bornholm. Og nu er en virksomhed i Aakirkeby ved at sørge for, at Bornholm også bliver kendt for sin tomatketchup.

I forvejen er rigtig mange danskere blevet forelsket i den bornholmske sennep, hvad enten det er den klassiske eller den stærke eller – ja, der er også mange forskellige sennep fra Bornholm.

Så er der jo også lakridserne, øllerne, pastaen, spegepølserne, bolcherne og – nå ja, måske ikke sildene, men i alt fald “Sol over Gudhjem…”

Der er safte og marmelade, oste i verdensklasse og meget mere.

Og nu er tomatketchup ved at blive den næste, store gastronomiske ambassadør for Bornholm.

Rørt i Aakirkeby 

Smedens ketchup, håndrørt i i Aakirkeby, har i forvejen kunne købes overalt på øen og i Irma-butikkerne på Sjælland. Men nu er den knaldrøde ketchup på vej til at indtage hele Danmark, når tomatprodukterne fra Smedens er klar til at tage plads på hylderne i udvalgte Meny-supermarkeder over hele Danmark.

Det er resultatet af en større udvikling af virksomheden – også i fysisk forstand. I disse corona-dage udnyttes tiden med at forbedre produktionen i Aakirkeby, oplyser en af virksomhedens indehavere, Tommy Håkansson.

Håkansson er også kendt fra sin tid som direktør i Brøndby IF – og måske nogen kan huske hans tid som ungdomsspiller i Nexø?

Til pølser og pasta

Sammen med et par medinvestorer gik han ind i Smedens for sammen med producenten Rene Pedersen at udvikle de velsmagende produkter fra Aakirkeby.

Det er så foreløbig lykkedes ved at hele landet nu kan bruge ketchup fra Aakirkeby til deres burgere, pølse, gryderetter, pasta – eller hvad man nu vil bruge den til.

Den stærke chilisauce fra Smedens. (Foto: Torben Ager)

 

Håkansson kommer med en masse erhvervserfaring i bagagen. Han er involveret i restaurationsvirksomhed i København, en rugbrødsfabrik i USA – og meget mere.

Og nu har han altså kastet sig over tomatketchup – og over et produkt, der med rette kan betegnes som en af de mest velsmagende ketchup på markedet.

Den er økologisk, den er bæredygtig – og først og fremmest smager den af tomat – hvilket, og sagt med al respekt, ikke kan siges om særligt mange andre produkter, der bærer navnet tomatketchup. Både ketchup og sennep fra Smedens er produceret med håndkraft lokalt på Bornholm og alle råvarer er så vidt muligt altid fra Bornholm. Det gælder dog ikke tomaterne, mere om det senere.

Turisterne kan li’ vores ketchup

“Det er fint, at vi nu får et forhandlernet over hele landet, for vore webshop har jo hjalt travlt med at sende ketchup til de mange turister, der gæster øen og som har fået smag for vores ketchup. Om kort tid kan de få “Smedens ketchup” i deres nærområde, siger Tommy Håkansson.

“Som gammel bornholmer er det en fornøjelse at være med til at investere i så godt et produkt. Man kan med fuld ret sige, at hjertet er med her”, siger Tommy.

Han oplyser, at Smedens får sine råvarer, tomaterne, fra italienske Lombardiet, det er ganske enkelt i særklasse de bedste til ketchup, og at der går rigtig mange flere tomater til en flaske ketchup fra Smedens end i konkurrenternes. Rigtig mange endda. Således bruges hele tre kilo tomat til et kilo ketchup. Og der er absolut ingen tilsætningsstoffer i Smedens tomatketchup.

“Vores ketchup er lavet af tomater og ikke med stor bisætning af æbler og hvad der nu ellers bliver puttet i”, siger Tommy Håkansson.

Smedens BBQ-sauce. (Foto: Torben Ager).

 

Smeden har sin originale, økologiske og hjemmerørte tomatketchup – men også en stribe varianter, bl. a. “hot håndværker” med chili og karryketchup.

Så er der de to herlige sennepsprodukter “Stærk” og “”Original” sennep samt et par BBQ-saucer.

Ketchup uden tomater

Ordet ketchup kommer muligvis fra det malaysiske kēchap, en fiskesauce, der ikke indeholder tomater. For ketchup er ikke altid blevet lavet af tomater. Det var oprindelig et fællesnavn for sauce, typisk baseret på svampe eller fisk, tilsat forskellige krydderurter.

Ifølge en artikel af Christian Sejer Rasmussen var det hollandske handelsrejsende, der importerede både ordet og saucen til Europa.

“Lidt interessant er det, at indholdet faktisk har ændret sig langt mere end navnet”, skriver han – og det må man give ham ret i.

Italienske tomater, javist, men så er resten af ingredienserne til en saftig burger eller nyristet hot-dog til gengæld her fra øen…

 

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?