Den amerikanske biskop Mariann Edgar Budde holdt en prædiken ved en gudstjeneste i Washington lige efter indsættelsen af den nye præsident. En prædiken, som nu er gået verden rundt. Den nyvalgte præsident Donald Trump sad på første række og lyttede meget aktivt med.
Lytter man til hele prædikenen, så er der et stærkt budskab til os alle – et budskab, som bliver formidlet med profetisk styrke, med sandhed formidlet med en nænsom røst men med stor, stor kærlighed.
Præsidenten blev vred. Han følte sig angrebet og ønsker nu en undskyldning fra den pågældende biskop. Hun har svaret: ”Jeg kommer ikke til at bede om tilgivelse for at bede om nåde og barmhjertighed imod andre.”
Hvad sagde hun, som oprørte den nyvalgte præsident?
Hun talte om behovet for enhed, som fører til fællesskab, og som betyder, at vi elsker også vore fjender, som vi måske er uenige med. ”Vi har brug for at bede for dette, men bøn betyder intet, hvis vi ikke også handler derpå”, sådan henvendte biskoppen sig til os alle.
Til sidst i sin prædiken, som hovedsagelig berørte disse værdier til opbyggelse for os alle, henvendte hun sig meget stille, nærmest forsigtigt, men direkte til den nyvalgte præsident og bønfaldt ham om at vise nåde og barmhjertighed mod de mange forskellige i USA, som nu er bange for deres liv, og hun nævnede en lang række mennesker, som havde brug for at blive set på med milde øjne af præsidenten selv. (Hør prædikenen i sin fulde længde på You Tube under overskriften 20. 1. 2025 Sermon by The Right Rev. Mariann Edgar Budde.
Jeg kom til at tænke på en prædiken, jeg har læst et eller andet sted, hvis indhold jeg aldrig har glemt.
The wrong way – The right way – The Gospel way. Det forkerte, det rigtige og evangeliets måde.
Et gammelt ordsprog siger: ”Det er ikke det, du siger, men det er måden, du siger det på”
Det forkerte er nemt at se og nemt for os at udtale os hårdt og dømmende om. Der er vitterligt noget, som vi må tage afstand fra. Det onde, som er en konsekvens af vores synd, og det, som rent ud sagt, skyldes Djævelen, som vi hver søndag i kirken forsager – tager afstand fra – i vores trosbekendelse. Men hvordan håndterer vi det forkerte?
Det rigtige mener vi også, vi ved alt om – ikke mindst, når vi sammenligner os med andre, som vi synes, er helt forkert på den.
Vi har vist alle prøvet at tale ubarmhjertigt hårdt og kontant om, hvad vi mener, er dogmatisk (trosmæssigt) ret og rigtigt. Talt så bestemt, at ingen kan være i tvivl om, hvor vi står, og hvad vi mener om de mange sider af evangeliet, som der i virkeligheden kan være rigtig mange forskellige meninger om. Vi forsvarer os med, at vi kender sandheden, og den skal alle høre. Og vi mener det faktisk så godt.
Andre, som har hørt os tale på den måde, har deres gode grunde til hastigt at forlade de kirkelige sammenhænge, hvor man skal have de rette meninger og holdninger for at blive accepteret, og hvor man meget hurtigt kan føle sig både fordømt, stødt væk, og hvor man kan ende med at føle sig helt forkert og langt fra forstået og holdt af. Vi, der møder dem, tænker ikke altid over, hvilken skade vi gør, når vore ord bliver kastet som skarpe knive ind i menneskers sind. Vi mener, sandheden skal ud!
Nu er der måske nok nogen, som tror, jeg har nogle bestemt kristne grupper i tankerne. Det er dog ikke tilfældet. Vi har faktisk alle en tendens til at tale firkantet og hårdt til andre, når vi ønsker at præsentere dem for evangeliet. Faren deler vi med hinanden i større grad, end vi tænker. Ofte kan de, som mener, de selv er yderst tolerante, næsten virke lige modsat.
Vi kan også opleve det i f.eks. politiske diskussioner, hvor vi også kan gå ubarmhjertigt til hinanden – endda uden at tænke over, hvilken skade det kan gøre.
Vi oplever det ind i mellem i almindelige samtaler, hvor vi pludselig krydser klinger på en rigtig grim måde, som både kan såre og ramme unødigt hårdt. Resultatet bliver ikke altid godt, selvom vi er nok så engageret i vore synspunkter.
Bibelen har derfor en anden måde at agere på, som bringer os tættere på mennesker, vi ikke er enige med. The Gospel Way – evangeliets kærligheds måde at ytre os på.
Biskoppen brugte den måde, da hun holdt sin prædiken. En prædiken, der var fyldt med både sandhed og kærlighed. En prædiken, som jeg vil kalde profetisk tale, og som jeg tror, Guds Ånd inspirerede hende til at holde. Der skal mod til at tale sandhed og gøre det med kærlighed og nænsomhed. Hele verden lyttede – nogle har taget afstand – andre tog imod budskabet, som var badet i kærlighed og sandhed.
En præst udtrykte det sådan: ”Enhver bibelsk sandhed kan kun bevare sin sandhed ved at blive formidlet med kærlighed!”
Bibelen siger det sådan ”Sandheden tro i kærlighed skal vi i et og alt vokse op til ham, som er hovedet, Kristus” Efeserbrevet kap. 4 vers 15. Gud ønsker, vi skal ligne den Jesus, som talte strengt, når det var nødvendigt, men gjorde det med kærlighed og visdom.
Så lad os nærme os hinanden med ”sandheden tro i kærlighed”. Vi skal formidle, hvad der er sandt, men gøre det ”The Gospel Way”. De mennesker, jeg har lært mest af, er ofte dem, jeg må lytte alvorligt til, fordi jeg ikke ser tingene helt rigtig på samme måde som dem. Lytter jeg, så vil de også lytte, så taler vi sammen, og så lærer vi af hinanden.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
