Rønne Theater spiller støtteforestilling for Ukraine

I samarbejde med en ukrainsk teatertrup opfører Bornholms Teater støtteforestillingen ’Special Operation’, som tager afsæt i den russiske invasion i Ukraine. Alle indtægter går ubeskåret til foreningen Bevar Ukraine.

Teaterstykke til fordel for Ukraine opføres på Rønne Theater.

 

Teaterstykket til fordel for Ukraine spilles kun een gang, lørdag 4. februar og handler om to ukrainske kvinder, som overlever et russisk angreb på en landsby.

Det er kun de to kvinder, der er tilbage i byen. En såret russisk soldat, som blev forladt af sin deling i landsbyen, møder de to kvinder, hvilket får dramatiske følger.

Teaterstykket viser de store menneskelige, moralske og kulturelle forskelle mellem de to lande og deres folk. I teaterstykket indgår også ukrainsk klassisk musik og poesi.

Er flygtet

Stykket er skrevet af Anatoli Zinovenko, der er flygtet fra Ukraine sammen med sin kone, Tetyana Zinovenko, og de er begge velkendte skuespillere hjemme i Ukraine.

De opfører stykket sammen med en herboende ukrainsk skuespiller og tolk, Oksana Achiam.

Forestillingen foregår på ukrainsk, men publikum vil før forestillingen få udleveret et handlingsreferat på dansk, så man kan orientere sig i handlingen.

Overskuddet fra forestillingen vil gå til ukrainere, som må kæmpe med følgerne af invasionen, via foreningen Bevar Ukraine, som senest har været partner med Politiken i en stor indsamling i december 2022.

Vi er forfærdede 

Teaterchef Jens Svane Boutrup siger: ”Som mange andre danskere er vi også forfærdede over de begivenheder, der i snart et år har udspillet sig i Ukraine, og som vi dagligt er vidne til gennem medierne. Så da vi blev kontaktet af skuespillerne bag forestillingen, og de spurgte, om vi ville være med til at vise den, sagde vi ja uden tøven, fordi vi nu kan være med til at gøre bare en lille smule forskel til gavn for Ukraine og ukrainerne. Det kan godt være, at det blot er en dråbe i havet, men det er vores dråbe, og vi håber at rigtig mange bornholmere vil være med til at bakke op om projektet ved at købe en billet eller donere et beløb til Bevar Ukraine”.

Kulturel bro

Skuespillerne selv siger: ”Vi mener det er vigtigt at bygge den kulturelle bro mellem Ukraine og Danmark, så vi kan bidrage til Ukraine med alt det vi er i stand til. Og vi er af den overbevisning, at kunst og kultur kan hjælpe mennesker at overleve i disse tider, der er så vanskelige for os alle.”

Som en del af projektet vil ukrainske flygtninge på Bornholm kunne overvære forestillingen gratis, mens alle andre skal betale entre på 100 kr. Der er også organiseret en ekstra indsamling i forbindelse med arrangementet, så alle kan donere til det gode formål. Det kan man gøre via MobilePay på 46778. Skriv gerne “Bornholm” i beskedfeltet. Forestillingen spiller én gang, lørdag 4. februar kl. 19.30. Varighed er ca. 45 min.

Sponsorerer teknikerne

Bornholms Teater har tilbudt at producere forestillingen og sponsorerer også teknikere samt løntimer til organisering af forestillingen. Rønne Theater sponsorerer leje af salen, en ekstern grafiker, Søren Karstensen, sponsorerer det grafiske arbejde med plakat og program og Billetten sponsorerer billetgebyret. Der er desuden søgt tilskud fra Musik- og Teaterrådet under Bornholms Regionskommune.

“Special Operation” har været opført over sommeren 2022 på Park Teatret i Frederikssund og på Mungo Park i Allerød – med et efter forestillingen meget berørt publikum.

Seneste artikler

Fik du læst?

Ventetid…

 Mon ikke vi alle har prøvet at vente og vente, så vi næsten ikke kunne holde det ud? Det kræver al vores tålmodighed, men vi

Læs mere »