Pesticidrester i 41 pct. af undersøgte drikkevandsboringer på Bornholm

MILJØ: Ny opgørelse fra Danmarks Naturfredningsforening viser, hvor ofte der bliver fundet pesticidrester i drikkevandsboringer på Bornholm

Der er fundercrester af pesticider i 41 opct. af de i alt 63 drikkevandsboringer, der er blevet undersøgt på Bornholm. (Foto: Robert Anderson / Unsplash)

 

I de seneste fem år er der fundet pesticidrester i 41 procent af de undersøgte drikkevandsboringer på Bornholm. På landsplan ligger fundene nu på et rekordhøjt niveau.

Rent drikkevand direkte fra undergrunden er en unik ressource, som danskerne har nydt godt af i generationer. Men drikkevandet og vandværkernes forsyningssikkerhed er truet af pesticider, og i de senere år er der fundet pesticidrester i drikkevandsboringer i stort set alle kommuner.

Grænseværdi overskredet

Det har man også i Bornholms Regionskommune, hvor der fra september 2017 til september 2022 er fundet rester af pesticider i 41 procent af de i alt 63 aktive drikkevandsboringer, der er blevet undersøgt. I en enkelt af prøverne er grænseværdien for drikke- og grundvand endda overskredet.

Det viser en ny opgørelse, som Danmarks Naturfredningsforening har foretaget på baggrund af et helt nyt udtræk fra GEUS-databasen Jupiter, hvor vandværkernes laboratorier løbende indberetter målinger af det grundvand, der anvendes til drikkevand.

Rekordhøjt niveau på landsplan

På landsplan bliver der oftere og oftere fundet pesticidrester i de aktive drikkevandsboringer, og i det seneste par år er det endda blevet fundet i over halvdelen af de undersøgte boringer. Nu viser den nye opgørelse også, at 2022 ser ud til at fortsætte den kedelige tendens.

I årets første 8½ måned er der indberettet 1431 analyser fra aktive drikkevandsboringer rundtom i hele landet. I alt er der fundet pesticidrester i 55,3 procent af dem, og i 13,5 procent er det tilmed over grænseværdien.

Vækker bekymring

“Det er alarmerende læsning, og tallene viser med al tydelighed, at vi er nødt til at handle nu, hvis udviklingen skal vendes, siger Maria Reumert Gjerding, præsident i Danmarks Naturfredningsforening.

“Hvis vi skal sikre rent drikkevand til vores børn og børnebørn, bliver vi nødt til at beskytte de områder, hvorunder fremtidens drikkevand bliver dannet, mod pesticider og andre miljøskadelige stoffer. Det håber vi, at den kommende regering og det nye folketing vil være med til ved at oprette grundvandsparker på de arealer, hvor drikkevandet dannes,” slutter hun.

Seneste artikler

Fik du læst?