Bornholmske fiskere stod i spidsen for de store fiskeroprør

NY BOG: Fiskekvoter og fiskerigrænser er noget, som fanden har skabt. Det var de danske fiskere enige om i 1978. I 1987 var de også enige om, at fiskeriregulering var hul i hovedet. Derudover har fiskerne aldrig været enige om noget som helst. Kan man bl.a. læse i ny bog af bornholmsk forfatter om spændende kapitel i dansk fiskerihistorie. 

Ivar Holm – ny spændende bog om dansk fiskeri

 

I den nye bog “Fiskernes oprør 1978 og 1987” fortæller forfatter Ivar Holm historien om dengang, da 400 fiskekuttere blokerede Københavns havn, mens 300 kuttere blokerede yderligere 21 havne i Danmark. Utilfredse fiskerne deltog fra hele landet, men initiativet kom fra de bornholmske fiskere, hvorfra Leif Hansen og Ole Basse Mortensen blev valgt som talsmænd på Langelinie.

“Det kan ikke hjælpe, at lægen kommer, når barnet er dødt. Vi vil have flere fisk nu eller kontanter, lød det bl.a. fra Ole Basse Mortensen.

Stor sympati
Blokaden i 1978 var ulovlig, men sympatien i befolkningen stor. 30-50.000 københavnere tog på søndagsudflugt på Langelinie, for at høre fiskerne fortælle om en hverdag, hvor de bare gerne vil fiske, men ikke måtte fange noget. Fiskeriminister Svend Jakobsen og statsminister Anker Jørgensen var presset.

En forfejlet fiskeripolitik i EF, dårlige forhandlinger med Østersølandene, samt fiskernes stadigt større kuttere – og havbiologernes bekymring for overfiskning – var skyld i krisen.

(Artiklen fortsættes under billedet)

“På 50 år er Bornholms største erhverv fuldstændig forsvundet. I 1978 lå der filetfabrikker i Rønne, Allinge, Tejn, Årsdale og Nexø. Bornholm havde 48.000 indbyggere, og eksportværdien af frosne torskeblokke til USA løb op i over fire mia.kr. i nutidens penge. I dag er alt relateret til dette fiskeri forsvundet og øens indbyggertal er dalet med ca. 10.000 personer.

“Nedturen begyndte i 1978, hvor nye fiskerigrænser pressede de bornholmske fiskere ud af Østersøen. Blokaden og demonstrationen i hhv. 1978 og 1987 var de mest markante protester, og de fortjener at blive beskrevet – også som en del af den bornholmske erhvervshistorie,” fortæller Ivar Holm.

Ivar Holm har tidligere skrevet biografien ’Ole Basse Mortensen … en pionér i dansk fiskeri’ (2016), og det var under dette arbejde, at han begyndte at samle materiale til den nye bog. 2.500 artikler fra danske dagblade er læst, 15 personer er interviewet og 25 museer og lokalarkiver er blevet kontaktet.

Færgetrafikken lammet
“Oprøret i 1978 trak avisoverskrifter og forsider over hele landet. Også Bornholmeren, Tidende og Regionalradioen havde udsendte reportere på Langelinie. Det var også voldsomt. Al færgetrafik i Danmark blev lammet i flere omgange, men fiskerne tog hensyn til livsvigtige transporter, tippede færgerederierne om deres planer og fik på den måde en masse sympati på deres side. Både fra personalet i havnene, hos politiet og fra folket. Havneblokaderne blev en kæmpe begivenhed, men ingen succes. Der kom nærmest intet ud af det, bortset fra endnu mere brok og ballade blandt fiskerne – og med politikerne,” slutter Ivar Holm.

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Fik konfiskeret kniv

  POLITI: I forbindelse med Toldstyrelsens kontrol ved færgen fra Sassnitz blev føreren af en personbil fundet i besiddelse af en kniv uden anerkendelsesværdigt formål.

Læs mere »