.jpg)
Jeg har haft kørekort siden jeg var 18 år, og jeg synes selv, det går ganske godt med at styre bilen fra A til B. (Hvad familien mener, kommer ikke sagen ved lige nu).
På vej hjem fra vores barnebarns 18 års fødselsdag var det dog ikke mig, der var chauffør
Og i bilen blev jeg placeret, så jeg ikke havde mulighed for at se på kørebanen overhovedet. Det var ret frustrerende.
Jeg fik i den grad afsløret overfor mig selv, at jeg vist alligevel er en kontrolfreak.
Kunne jeg nu stole på den fremmede chauffør? Vi var med Flex trafik…
Ville vi komme vel hjem? Kørte han nu ikke lidt for hurtigt?
Det var en lang tur fra Svebølle til Kastrup, mest fordi jeg nu slet ikke kunne følge med.
Det gav mig en masse tanker, (så fik jeg da også tiden til at gå med noget fornuftigt.)
Stoler jeg overhovedet på andre? Stoler jeg overhovedet på andre end mig selv? Er jeg villig og i stand til at overgive mig til andres lederskab?
Er jeg villig til at overgive mig fuldstændig til tilliden – troen på, at Gud vil tage hånd om mig og mine kære?
Er min overgivelse til Guds ledelse ægte, eller er det bare noget, jeg går og bilder mig ind, som om jeg altså alligevel ikke helt stoler på, at Gud godt kan og vil klare paragrafferne selv.
Jeg ville jo gerne have siddet, så jeg kunne have haft tjek på, om vores chauffør nu også kørte den rigtige vej, og om han nu overholdt alle hastighedsbegrænsningerne.
Men der i bilen måtte jeg til sidst overgive mig til uvisheden, mørket og det manglende udsyn, ligesom jeg også dagligt overgiver mig til tilliden til Guds omsorg og Guds ledelse, selvom jeg heller ikke altid der ser vejen frem.
Jeg forstår bedre og bedre, hvad Jesus mener, når han siger, at med mindre vi bliver som børn, så kommer vi ikke ind i Guds rige.
Et barn ville jo aldrig sidde, som jeg sad og ønske at overvåge chaufførens køreevner. Et barn tager bare imod og er i stand til at nyde tilværelsen uden bekymringer og spekulationer!
Det at overgive sig kan ske i vidt forskellige situationer.
Hvis der er krig, sker det, at den ene part overgiver sig – af nød, fordi sejr er umulig. I den situation overgiver man sig, fordi man er tvunget til det. Det er et nederlag.
Derimod når man møder det menneske, som erklærer en sin kærlighed, så er det vidunderligt at overgive sig. Jeg gjorde det engang, og jeg har ikke fortrudt. Det var et skridt ud i uvisheden. Hvad mon fremtiden ville bringe, men skal jeg være ærlig, så var det praktisk talt ikke i mine tanker, for jeg var mere end villig til at overgive sig.
Den form for overgivelse er ikke at sammenligne med underkastelse. Tværtimod. Kærlighed kalder på overgivelse. Kærlighed kender ikke til underkastelse og kræver det ikke.
Troen og tilliden til Gud kommer på baggrund af en vished om en større kærlighed, end den vi mennesker kan give hinanden. At overgive sig til Gud – til Jesus Kristus – er en naturlig følge af den kærlighed, som kun Gud kan give.
Jeg tror og overgiver mig – ikke fordi jeg har forstået alt; ikke fordi jeg ikke har masser af spørgsmål til Gud; ikke fordi jeg er blevet indoktrineret eller forført; ikke af frygt, men bl.a. fordi jeg vælger at tro, at Gud vil føre mig gennem alle mine vanskeligheder, lære mig meget igennem det, som er uforståeligt, selv det som er hårdt, og som synes urimeligt. Jeg overgiver mig, fordi jeg ikke kan andet end vælge at tro og have tillid til Jesus som Herre og Frelser. Jeg er jo elsket og tilgivet – ikke blot akcepteret, men meget mere end det.
Jeg synes, underkastelse er noget helt andet end overgivelse. Underkastelse betyder, at vi bare makker ret – uanset hvad en leder bestemmer. Ordet underkastelse virker negativt på mig. Ordet overgivelse er lutter positivt.
Der er ikke tvang i kærligheden hverken fra mennesker eller fra den Gud, som vi tror på og sætter vores lid til!
Vi overgiver os frivilligt og gerne til Gud, fordi vi ved, at han vil os det vel! Vi er elsket!
Jeg satte mig også frivilligt ind i den store kassebil, som Flex trafik havde bestilt til vores hjemkørsel. Vi kom godt hjem – uden min indblanding. Det var nok også godt for chaufføren, mon ikke? Det ville chaufføren nok også gerne have været foruden Jeg var jo ikke hans kørelærer.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
.gif)
