Jeanette fra Sandvig hjælper når sorgen er størst

PORTRÆT: 48-årige Jeanette Baunkjær fra Sandvig har været “bededame” på Bornholm siden 2015. I den tid har hun dagligt oplevet sorgen på nærmeste hold og har fået brug for sin evne til at lytte og skabe ro og tryghed omkring sig.

De møder deres kunder, når disse er i dyb sorg. Jobbet kræver en særlig konduite, finfølelse og forståelse.

Vi taler om bedemænd.

Og i dette tilfælde en bededame.

For der findes vist ikke nogen officiel betegnelse for kvindelige bedemænd, ligesom der på samme måde ikke er nogle feminine ord for en skraldemand eller pølsemand.

Sådan er det, og den 48-årige bededame, Jeanette Baunkjær fra Sandvig går ikke så højt op i, om man anvender det ene eller det andet udtryk.

Jeanette er som nævnt fra Sandvig.

Og ikke fra Allinge.

Det understreger hun med eftertryk, omend det er med et stort smil.

Bornholms Begravelsesforretning

I det hele taget har Jeanette ikke svært ved at få smilet frem.

Det på trods af, at hun, omend ikke dagligt, så meget ofte, har døden på nærmeste hold, når hun træffer sine kunder, der skal aftale bisættelse af et familiemedlem eller anden pårørende, der er død.

Men hun vidste godt, hvad hun ville, da hun for godt syv år siden besluttede sig for at etablere Bornholms Begravelsesforretning fra sit hjem i Sandvig.

Forinden havde hun en længere karriere bag sig som social- og sundhedsassistent. Hun havde arbejdet i denne branche siden 1993, så hun havde efterhånden fået en meget stor erfaring i at arbejde i pleje- og omsorgssektoren.

Kan lide mennesker

Jeanette har altid kunnet lide mennesker. Og ikke bare det; hun har også kunnet lide at tage sig af dem, lytte til dem og passe godt på dem.

“Jeg ved godt, at det er et meget slidt udtryk, men jeg synes virkelig, at jeg altid har haft et arbejde, hvor jeg kunne gør en forskel”, siger Jeanette.

Og det gælder i særdeleshed i hendes nuværende arbejde, hvor de mennesker, der kontakter hende, som oftest er i dyb sorg.

“Men forholdet til døden er meget forskellig fra menneske til menneske”, fortæller Jeanette og fortsætter:

“Jeg har oplevet familier, der har været helt afklaret med et yngre familiemedlems død, mens andre, der har mistet en 90-årig slægtning, kan være meget mere påvirket af sorgen.

Mistede 10-årig veninde

Jeanette oplevede selv døden på nærmeste hold, da hun som 10-årig mistede en skolekammerat. Og hun var kun 19 år, da hendes egen far døde, så hun oplevede tidligt at miste mennesker, der stod hende nær.

“Min mor arbejdede på plejehjem, hvor jeg jo så selv kom meget, og her fornemmede jeg, at jeg havde nemt ved at tale med andre mennesker. Det kom mig naturligvis til gode, da jeg selv kom til at arbejde på et plejehjem. Jeg kan simpelt hen godt lide at hjælpe andre mennesker – og så kan jeg lide at lytte.

Jeanette fortæller, at langt de fleste i dag foretrækker at få deres afdøde pårørende kremeret, altså få foretaget en ligbrænding, mens bare en mindre del foretrækker den såkaldte jordfæstelse.

Hjemme hos de pårørende

Jeanette plejer at køre hjem til de pårørende, når en bisættelse skal aftales.

“Folk er naturligvis også meget velkomne hjemme hos mig, men i de flest tilfælde er det næsten bedst, at vi tager samtalen hjemme privat hos de pårørende, der i en svær situation befinder sig bedst hjemme”, fortæller Jeanette.

Og hun tilføjer, at hun i løbet af foråret også åbner et kontor i Rønne, hvis nogen her omkring skulle føle, at vejen til Sandvig for lang. Og så har hun et lager i Olsker, hvor der er kister, urner og rustvogne.

Arbejdet som “bededame” betyder, at Jeanette ikke har nogen “fast” arbejdstid.

“Jeg svarer på telefonen hele tiden, jeg har endda oplevet engang at blive vækket af en pårørende til en afdød allerede kl. 4.30 om morgenen. Ja, det var meget tidligt, men den pågældende var lidt chokeret og troede, at man ved dødsfald skulle kontakte bedemanden omgående.” Men vedkommende faldt til ro ved den tidlige samtale – og så mødtes vi senere på dagen.

Fællesgravene

I tilfælde af dødsfald henter Jeanette den døde og kører til kapellet, når dødsattesten er udfærdiget. I andre tilfælde opbevares den døde på hospitalet, indtil bisættelsen skal finde sted.

Og mange bornholmere vælger i dag de såkaldte fællesgrave.

“Flere især ældre bornholmere har pårørende ovre, og for at undgå at disse jævnligt skal passe et gravsted og komme langvejs fra, så vælger mange en fællesgrav, fortæller Jeanette.

Kister fås i dag i alle modeller, farver og afskygninger, i bambus, fyr og med eller uden guirlander. Men på Bornholm vælger de fleste en almindelig, hvid kiste, ikke nogle udstyrsstykker her.

En øl med i kisten

Det sker naturligvis også, at Jeanette skal sørge for bisættelsen af en person, som hun selv har kendt:

“Det gør i visse tilfælde arbejdet omkring bisættelsen meget nemmere, jeg skal ikke spørge ind til så meget, og de pårørende føler sig trygge ved, at jeg har kendt den døde,” fortæller hun.

Jeanette kan også fortælle, at mange af de døde får en ting med i kisten, når de skal bisættes.

Jeanette sender et lille smil, når hun fortæller, at nogle synes, at farmand, bedstefar eller onkel skal have en øl med i kisten.

“Meget kan man få med, men en øl går ikke. Det handler om sikkerheden ved kremeringen,” fortæller hun og tilføjer, at breve, billeder og den slags er populære genstande, der følger med i kisten.

Ture med Smilla

Men nu er livet ikke bare død og bisættelse for Jeanette.

Hun har naturligvis sit eget liv ved siden af, og det foregå bl.a. med gode spadserture i de smukke omgivelser omkring Sandvig, hvor hun ofte ses i selskab med sin elskede Berner Sennenhund, Smilla.

For hunden og Sandvig er noget af det bedste, hun ved. Foruden hendes mand, hendes mor og de to bonusbørn, naturligvis.

“Sandvig forever,” siger hun – og nyder det populære sommersted hele året. Også som vinterbader, forøvrigt.

Sammen med manden og andre medlemmer af vinterbadeforeningen er hun flittig bruger af saunaen på Sandvig Havn.

Ferier sydpå

Og hvis klimaet alligevel bliver lidt for koldt på Bornholm, så rejser parret gerne på ferie til lande som Tyrkiet eller Thailand.

Men Sandvig – der er nu alligevel bedst…

PS: Ordet bedemand stammer tilbage fra den tid, hvor der ikke var telefoner eller postombringning. Hertil anvendtes i stedet en bydemand, der stod for invitation til dåb, bryllup og begravelser. Et frivilligt og ulønnet, men hædersfuldt arbejde, der senere blev til betegnelsen bedemand.