SUNDHED: Bornholmere, der har svært ved at transportere sig, kan nu få taget blodprøve eller lavet hjertekardiogram derhjemme – og slipper for turen ind til hospitalet.
Mai Post og Lene Holm er to af fem sygeplejersker, som kører ud og tilbyder blodprøvetagning til borgere på Bornholm, der har svært ved selv at transportere sig til Bornholm Hospital.
”Indtil nu har vi kun haft mulighed for at tilbyde prøvetagning på plejecentre i Rønne, men takket være en politisk bevilling fra Regionsrådet i Region Hovedstaden for at skabe lige adgang til sundhed, kan vi nu udbrede tilbuddet til hele øen,” fortæller Annemarie Hellebek, hospitalsdirektør på Bornholms Hospital.
Ny teknologi
Hun er glad for, at hospitalet med hjælp fra ny teknologi kan være med til at udvikle nye muligheder til borgerne. Hospitalet tilbyder allerede hjemmemonitorering og digitale konsultationer.
Regionsrådsmedlem og næstformand i Sundhedsudvalget, Leila Lindén (S) ser frem til, at udvalgte borgere på hele øen, nu kan få besøg af det mobile laboratorium i eget hjem.
”Det er vigtigt, at vi tilbyder vores borgere mulighed for lige adgang til sundhedsydelser. Også når man ikke selv kan transportere sig på grund af et udfordret helbred. Det her er blot et af flere kommende innovative skridt mod fremtidens sundhedsvæsen, hvor vi vil gøre kontakten med hospitalet lettere for den enkelte patient,” siger Leila Linden.
Samarbejde på tværs
Freja Strange og Louise Lind er to af de sygeplejersker, der de seneste uger har smugtrænet for at kunne rulle ud med det mobile laboratorium:
”Vi har allerede oplevet borgernes taknemmelighed og glæde ved, at vi kommer til dem. Vi ved, at nogle patienter føler sig utrygge i uvante omgivelser, f.eks. demente patienter. Her gør vi en forskel for patienterne ved at komme hjem til dem,” fortæller de to sygeplejersker
I eget hjem
Hospitalsdirektør Annemarie Hellebek understreger, at der i fremtiden ligger flere muligheder for at varetage nogle af hospitalets opgaver i eget hjem:
”Det her kan være starten på at skabe endnu tættere samarbejde med kommune og øens praktiserende læger for at understøtte de bedste forløb for patienterne”.
Det er alene øens praktiserende læger, der kan henvise den særlige patientgruppe til mobil prøvetagning.
”Vi er glade for det nye tiltag og det gode samarbejde på tværs. Det kommer til gavn for vores fælles bornholmske patienter,” siger Rikke Westh, forperson for de praktiserende læger på Bornholm.