Jeg har talrige gange fortalt mine omgivelser, at man aldrig, som i aldrig, må begynder en historie med: “Jeg husker som dreng…”
Denne indledning får enhver lytter til at miste opmærksomheden – og indledningen vil få den talende til at miste alle lyttere, vedkommendes nærmeste familie undtaget.
Indledningen overgås kun af denne: “For mange år siden…”
Den dræber på et splitsekund enhver interesse og vil efterlade den talende helt alene, nu vil også familien være forsvundet.
Jeg gør en undtagelse:
Som dreng blev jeg i selskab med min far og mor og i vandkæmmet tilstand, iført stiveste puds, bragt til en forretning ved navn “Kehlet Stella Nova” – en fotoforretning, der var specialiseret i selskabsfotografering, bryllupsfoto, barnedåb og konfirmationer og den slags.
En gang om året blev jeg transporteret derop og fotograferet – og da jeg fyldte 18 år modtog jeg et fint album med billeder fra hele min barndom. Det album blev familiens gæster tvunget til at glo i, hvilket jeg senere syntes var umådelig pinligt.
Enkelte gange blev mit billede udstillet i forretningens vindue, og og så var mine forældre ved at revne af stolthed. De gode mennesker…
Også på Bornholm var der en Kehlet Stella Nova. Den forsvandt i 1977. Den lå i Store Torvegade Rønne, hvor Kjærstrup Chokolade ligger i dag, dog i en anden ejendom, da den gamle er revet ned.
Efterhånden tog folk billederne selv, fotograferne har en hård tid i disse dage, for enhver har et kamera i lommen, og jeg skal love for, at de bliver brugt.
Jeg har lige læst i Kristeligt Dagblad, at forældre til konfirmander delvist ødelægger konfirmationen ved at rende rundt midt i det hele for at tage billeder af deres børn fra alle mulige vinkler. Nogle render helt op bag alteret for rigtigt at kunne komme til, og jeg spørger mig selv: Hvem skal dog se alle disse billeder?
På ferierejser bemærket jeg også den flittige brug af mobilkameraerne, men hvem ser nogen sinde disse billeder bagefter?
Politiet oplever ved demonstrationer, at folk videofotograferer dem konstant, mens de passer deres arbejde – utroligt, de skal finde sig i det.
Koncerter og andre oplevelser opleves på afstand som en skov af hænder med kameraer, der optaget eller taget billeder? Hvem glor på det bagefter?
Jeg tror, det er klogt i højere grad at putte kameraerne i lommen – og opleve øjeblikket.
Det gør man jo ikke, når man konstant render rundt for at fotografere. Man mister simpelthen oplevelsen ved at være tilstede, fordi man vil forevige det hele – hele tiden – iøvrigt til glæde for ingen.
Nå, det er måske bare mig…
God weekend.
‘
