Sent om aftenen er der næsten altid et par udsendelser på TV Fri, som hedder ”Værkstedet”.
Folk fra hele England bringer til ”Værkstedet” fuldstændig gamle og aldeles ubrugelige mindegenstande, så de kan blive repareret, og sandelig om de ikke kommer igen og får afsløret, at nu er noget kassabelt, men meget mindeværdigt blevet som nyt.
Jeg personligt ville helt bestemt bare have skrottet det gamle skidt.
Men ”Værkstedets” geniale ansatte, kunstnere hele bundtet, får tingene repareret til alles forbløffelse.
Aldrig har jeg hørt så mange englændere udbryde: ”Amazing!”
Det slår mig, at jeg nok på et eller andet tidspunkt har skrevet en klumme om det forunderlige tv-program, men så kan man hvert fald ikke sige, at jeg siger et i dag og noget andet i morgen.
Noget her i tilværelsen er så vigtigt, at det godt må gentages. Vi er på forskellig vis alle lidt glemsomme. Det gælder langt fra kun os gamle!
Vi glemmer nemlig, at vi også har en forbløffende reparatør, som er villig til ganske gratis at tage sig af os, når livet er gået hen og blevet lidt for kaotisk.
I skrivende stund sad jeg faktisk og var lidt modløs. Meget usædvanligt for mig ellers.
Livet og hele situationen i vores verden er skræmmende kaotisk.
Også i vores egen hverdag er der tidspunkter og ting, som vi helt bestemt godt kunnet have været foruden.
Men vi er glemsomme.
Vi har en tendens til at glemme, at Jesus er den store reparatør.
Gud blev menneske for netop at reparere, hvad der var gået i stykker for de skabninger og det skaberværk, som Gud i sin visdom og kærlighed har skabt.
Forholdet til Gud var gået i stykker.
Typisk for os mennesker gik det hurtigt galt.
Gud har udstyret os med en fri vilje, og som der står hos profeten Esajas i kap. 53:
”Vi flakkede alle om som får. Vi vendte os hver sin vej”, og så fortsætter profeten Gud ske lov med ordene:
”Men Herren lod al vores skyld ramme ham.
Han blev plaget og mishandlet, men han åbnede ikke sin mund;
som et lam, der føres til slagtning,
som et får, der er stumt, mens det klippes,
åbnede han ikke sin mund.”
(Stykket her er skrevet ca. 700 år, før Jesus blev født, og det er meget tydeligt, at det er Jesu lidelse og korsfæstelse, der er forudsagt her).
Jesus blev broen, som banede vej for en forsoning mellem Gud og os mennesker. Det er vel også derfor, Bibelen citerer ham for at sige, at han er Vejen, Sandheden og Livet.
Vi oplever også i vores liv, at der sker ting, vi kan blive modløse over.
Ja, hvis vi ikke møder vores guddommelige reparatør, så bliver vi ikke alene modløse. Vi bliver fortvivlede.
Men Jesus er vores hjælp.
Han er vores redning. Bibelen kalder ham Frelseren.
I stedet for at øjne ulykker foran os før forfærdelige ting sker; i stedet for at se ned og miste modet, så må vi løfte vores øjne mod Himlen og takke Gud, at der er et Himmelsk Værksted, hvor Gud i sin kærlighed vil reparere, hvad der synes at være gået i stykker.
Vi bliver bedømt, men ikke fordømt.
Vi skal hver dag lægge os på sinde, at vi ikke står alene i den kamp, som livet godt kan synes at være.
Bekymringer for nutidens trængsler og fremtidens uhyggelige tildragelser må vi i vores magtesløshed kaste over på Jesu kors.
Bekymringer er som granater, som vil ødelægge os med mindre, vi kaster dem fra os – over på Jesus.
Han hang der og bar alle vores byrder og trængsler, sygdomme, dårligdomme, ja, al vores synd, og vores hovedsynd er, at vi ustandselig vender ryggen til Gud.
I landets kirker er der to former for kors. Der er kors, hvor Jesus hænger på, men der er også kors, som er bart, og bare står der i al sin storhed. Korset, der er bart, fortæller os om Jesu sejr over døden.
Tag for eksempel den kirke, hvor jeg har været præst i 17 år – Korsvejskirken: Kirkens alterparti består af et stort, stort kors, som for øvrigt sørger for, at kirken ikke braser sammen og bliver til en ruin.
Korset er så stort og en bærende del af hele konstruktionen, at man bliver nødt til at se op for at opdage, at det er et kors.
Hvor mange gange har jeg ikke bedt besøgende i kirken om at se op, og deri ligger der også en stærk åndelig betydning.
I den urolige verden vi lever i med alle de bekymringer, som vi alle bliver ramt af fra tid til anden, der har vi virkelig brug for at få øjnene væk fra det, der tynger os. Selv vores fejl/ synd må vi overgive til Jesu kors.
Vi har brug for at få syn for, hvad Jesus har gjort for os.
Vores kirke ligner ude fra et telt. Ikke en pyramide, som folk i Kastrup plejer at påstå.
I Det Gamle Testamente hører vi beretninger om det telt, som skulle følge folket, da de vandrede rundt i en ørken i 40 år. Teltet var en bolig for Gud Herren, som ville være med på vandringen.
Det var bestemt ikke sjovt at være i en ørken. Der var fjender, slanger, sult og modløshed, som mødte folket, men Gud var hos dem midt i trængslerne, og igen og igen blev de overraskede over Guds nærvær og Guds hjælp.
Vi kan i vores liv også opleve, at vi går i en ørken. ”Det er en ørkenvandring!”, kan vi tænke eller sige, men midt i det hele må vi vide, at vi ikke er alene.
Gud Herren er med os, hvem kan da være imod os?
Livet er ikke problemløst.
Selvom vi tror på Gud og ber til ham om alt, så vil der være ørkentider. Hvorfor ved jeg ikke, men hele livet er vi i Herrens telt, hvor hans nærvær hviler.
Glædelig søndag! Giv ikke op! Hold ud!
Kærlig hilsen
Agnethe
