Radioavisen – som jeg synes bringes uafbrudt – og på alle kanaler – desværre ofte med de samme “nyheder” det meste af dagen, fortalte forleden om demente, der udviser en “udadreagerende opførsel”.
Udadreagerende opførsel.
Hvordan skal det forstås?
Udtrykket dækker naturligvis over, at de pågældende slår, spytter og sparker de ansatte i stigende omfang, kunne man forstå, men hvorfor så ikke bare sige det, som det er: Ansatte i plejehjemssektoren udsættes for mere vold af demente?
For det er jo dét, det er, så hvorfor alle de omsvøb?
Vi lever i et samfund, der har meget svært ved at sige tingene som det er – vi må endelig ikke støde nogen, så hellere ende ud i en eller anden søforklaring og anvende udtryk og ord, der ikke præcist beskriver, hvad der foregår – af skræk for at støde nogen.
Demens er en skrækkelig diagnose, der kan ramme alle – og gør det. Jeg tænker f.eks. med gru på de mange ægtepar, der efter rigtig mange års ægteskab pludselig står i den situation, at den ene – ikke kan kende den anden.
Det må være ubeskriveligt trist, at et langt og lykkeligt forhold skal ende sådan.
I andre tilfælde mener de demente pludselig at kunne genkende en forlængst afdød slægtning. Jeg husker en onkel, der daglig holdt en endnu ældre dame i hånden på plejehjemmet, hvor de begge boede: “Nu skal jeg hente en kop kaffe til os mor,” sagde han – i den tro, at han efter mange års naturlig adskillelse omsider havde mødt sin mor igen.
Hvad skal man mene om det: Jeg synes – på linje med mange fagfolk – at det er godt, at den demente opnår en form for tryghed eller ligefrem lykke ved den slags møder – muligvis med forlængst afdøde slægtninge. Det giver ro og harmoni – i modsætning til de situationer, hvor velmenende slægtninge insisterer på at holde fast i sandheden: “Hold nu op far, din mor er død…”
Så skal de demente gennem sorgen en gang til – og hvorfor dog det?
Jeg har den dybeste medfølelse med de demente – og ligeså meget – og måske endda mere – for deres nære slægtninge elller pårørende.
Men at blande demente og raske beboere,. f.eks. på et plejehjem, det er en skidt idé. Jeg har set, på Danmarks største plejehjem, hvorledes demente beboere skabte store og mange konfliktsituationer med raske beboere. Især når de demente tvang sig adgang til boliger, der ikke var deres. eller ligefrem gik i seng eller smed sengeliggende beboere ud af deres senge – i den tro, at det var deres.
Jeg har set faretruende situationer, hvor demente uden opsyn er forsvundet ud af plejehjemmet – i frostgrader og iført nattøj.
Der skal jo være mulighed for at komme ind og ud af institutionen for de raske beboere – og så smutter de demente med.
Så: Vi skal i højere grad tage hånd om de demente – det skylder vi dem.
Men lad være at pakke tingene ind. De demente kan – netop i forbindelse med konflikter med raske beboere på plejehjem, godt blive højtråbende og voldelige.
Så sig dog det.
Udadreagerende?
God weekend
