Tilbage i 1890 fødtes der en lille pige i den engelske badeby, Torquay. Den lille pige havde gode forældre, voksede op i et kærligt og trygt hjem, men havde ikke mange venner, da hun blev undervist hjemme af en guvernante. Pigen hed Agatha til fornavn og Christie til efternavn. Hun havde to ældre søskende, men de legede ikke så meget med den lille Agatha. Derfor opfandt hun sine venner selv.
Siddende på gulvet drak hun te med sine usynlige venner. Som en anden Miss Sophie (90 års fødselsdagen) konverserede hun med nogle væsener, der kun var synlige for hende.
Samtalerne udviklede noget af en fantasi, for ikke at sige en formidabel fantasi, og da det viste sig, at pigen også havde talent for at skrive, så var vejen åben for det, der skulle vise sig at udvikle hen de til at blive til verdens mest sælgende romanforfatter – nogen sinde. Intet mindre – og den status som verdens mest sælgende forfatter, den holder endnu.
Så godt som alle kender Agatha Christie – og med god grund, for hendes romaner, der senere er blevet til film, teater og tv-spil fænger og fascinerer fortsat millioner af læsere og seere,
Er man vokset op med Miss Marple og Hercules Poirot, så er det måske grunden til, at man har svært ved at lade sig fange af nutidens kriminalserier på tv?
Der udkommer til alt held i dag kriminallitteratur af høj kvalitet, men tv-serierne?
Jeg har det meste af livet været en begejstret fans af engelsk tv-krimi. I nyere tid stadig med “Hercules Poirot” som den absolutte favorit, men også hans kvindelige kollega “Miss Marple” og serier som “Inspector Morse”, “Barnaby” (noget slidt efterhånden), “Taggart”, “Father Brown”, “En sag for Frost”, “Foyles War” med flere er blevet slugt gennem årene.
Og hvis sandheden skal frem, kan jeg stadig se et afsnit af en af disse serier – desværre ikke flere med Hercules Poirot med David Suchet i hovedrollen, fordi jeg kan dem allesammen udenad.
Og jeg er ikke blev for at indrømme, at flere af de nye engelske tv-krimi irriterer mig mere end de giver mig fornøjelse. Den politiske korrekthed er i den graf slået igennem i BBC, at det ikke er muligt at se en engelsk tv-krimi uden alle, og jeg mener alle repræsentanter af menneskeracen er repræsenteret. Hver episode, hvert afsnit, til alle tider.
Misforstå mig nu ikke: Det glæder mig og er på tide, at alle typer mennesker uanset køn, alder, seksualitet og race er repræsenteret – også i de engelske tv-serier. Så er vi enige om det.
Men det irriterer mig, at det absolut og altid skal være sådan. Som en regel. Det begrænser selv selvsagt den kunstneriske frihed, når manuskriptforfatterne på denne måde får en rolleliste stukket i hånden – inden manuskriptet er skrevet.
Halvdelen af tiden går iøvrigt med at følge med i detektiven eller kriminalkommisærens bøvlede privatliv – vanskelige teenagere på kanten af kriminalitet, umulige ægtefæller, der ikke fatter at jagten på en seriemorder – eller søskende, der også er stofmisbrugere og truer med at knuse vores helt eller heltindes karriere.
Jo, jo – kriminalkommisærer er da også almindelige mennesker med almindelige problemer og forskellig seksualitet, men kan vi ikke bare en gang i mellem opleve en spændende tv-krimi – uden at blive viklet ind i alle disse problemer? Uden at den kvindelige hovedperson er lesbisk, med en sort chef, dement far, indisk kollega, vanskelig steddatter, asiatisk it-ekspert og kriminel storebror?
Jeg gentager: Det er fint at alle er repræsenteret i vores tv-serier! Alt andet manglede bare.
Men kunne vi undgå et konfliktfyldt privatliv for vores hovedperson bare en gang i mellem? Ellers er det lige før, at man ikke længere tror, at der findes en kriminalkommissær i Storbritannien med et bare nogenlunde fredfyldt privatliv. For de findes vel også ?
God weekend…
