Jeg har altid været så glad for at se andres billeder. Måske stammer det fra min tid i Nigeria – langt væk fra familie og venner i Danmark. Vi delte hinandens glæder og sorger.
Der deles også mange billeder på Facebook. Billeder fra skønne ferier og rejser til fremmede lande. Altid glæder jeg mig over de skønneste steder, som findes overalt på vores klode.
For et par dage siden så jeg skønne billeder af ufattelig smukke kirker i Krakow i Polen.
Jeg fik pludselig en masse tanker bare ved synet af så fantastiske bygningsværker, som vi har i vores mange kirker over hele verden.
Hvad mon de tænkte dem, der byggede disse Gudshuse? Hvorfor gjorde de det? Det var jo en kostbar og yderst besværlig opgave.
Mon ikke vi alle har været slået af dyb forbavselse, når vi stod i sådanne kirker. Jeg har hvert fald set mange kirker, som gjorde mig tavs – nærmest målløs.
Selvfølgelig er det bedre selv at stå der end blot at se billeder.
Kirker er anderledes end alle andre flotte bygninger.
Der er Ånd til forskel! De er jo indviet til Guds ære.
Der har ikke alene været en kyndig arkitekt til stede. Det er tydeligt, at vedkommende har været inspireret af noget større.
Guds Ånd har gjort arkitekten i stand til at bygge et fantastisk bygningsværk, som måske har stået der i flere hundrede år, og pludselig bliver vores tanker rettet opad – til Gud selv.
Jeg tror, der i mange besøgende kirketurister skabes en længsel efter en dybere mening med tilværelsen.
Jeg tror, at mennesker har oplevet at blive grebet af ærefrygt. Gud er ved sin Ånd kommet nær.
At besøge de kirker betyder man går derfra med mange nye tanker om livet og om ens forhold til Gud.
Der sker noget godt i en, når man har været i Guds hus!
Går vi ind i nogle af de fantastiske kirkerum, så er der heller ikke nogen, som fortsætter en masse ligegyldig snak. Vi bliver helt automatisk stille og andægtige og går rundt i kirken og fyldes af ”en fred, som overgår al forstand”. Citat fra Filipperbrevet kap. 4 vers 7.
De enorme kirkerum får os til at føle os små, og det opadstræbende design leder blikket mod himlen.
Det må være svært at være ateist, når man står der eller sidder i sådan en ufattelig skøn kirkebygning.
Kirker blev bygget, så vi kan tilbede. De blev bygget for at få os til at se opad og opleve, at Himlen kom til jord, da Gud blev menneske i Jesus Kristus. Kirker er bygget, så vi ved, vi er elsket og set af Gud.
Det er pinse!
Det skønne i tilværelsen er udsprunget af Gud Helligånds virke i os mennesker. Vi er mennesker, som er fulde af fejl og mange brist, men Gud har lagt i os en længsel efter ham og en længsel efter et nærvær af Gud. Vi finder det i alt det skønne – deriblandt i de skønneste kirkehuse.
På Facebook følger jeg også nogen af mine kæreste familiemedlemmer, som i øjeblikket skal fejre pinse i Guds smukkeste katedral i Canada – naturen.
Dag for dag glæder de mig med de mest pragtfulde naturbilleder, og også her ses Guds storhed og enestående skabervilje og skaberværk.
Selv på billeder, som jo ellers vil være det næstbedste, kan enhver af os se, (hvis vi åbner os for det) hvor usandsynligt det må være, hvis der ikke skulle være en Skaber, der på fantasifuld og kærlighedsvis har givet os denne jord.
Guds skaberværk lægger vi mærke til, og det får os til at måbe og baner vej for os til at undersøge den Gud nærmere, som har gjort sig kendt iblandt os som Gud Fader, Søn og Helligånd.
Skønheden i naturen kan ikke beskrives.
Til daglig bliver vi hele tiden konfronteret med alt det mørke og onde i tilværelsen.
Vi mennesker har ødelagt alt for meget af Guds skabte univers. Vi har fået ansvar for skaberværket. Må Gud Helligånd overbevise os om vores skyld. Vi har brug for Guds tilgivelse.
Guds huse og Guds naturkatedral får os til at længes efter en nærmere og tættere relation til Gud.
Bibelen er fyldt med kundskab og ord, som vi kan leve på og af, men ingen af os får øje på Gud og alt, hvad der hører ham til, uden Helligånden viser/åbenbarer os det.
Mange har svært ved at se meningen og indholdet i kirkens tredje største højtid, som vi fejrer i dag på pinsedagen og 2. pinsedagen. Sådan forlyder det hvert år.
Men sagen er, at vi aldrig havde fejret hverken jul eller påske, hvis der ikke havde været en pinsebegivenhed i de første kristnes liv.
Der havde slet ikke været noget, der hed kristentro og kristendom, hvis ikke Guds Ånd var blevet udgydt over disciplene den dag.
De sad jo og var sorgfulde. Jesus havde bedt dem vente i Jerusalem. De var slet ikke parat til at fortælle om den frelse, de havde fået, da Jesus døde og opstod for deres skyld.
De første kristne var fyldt af frygt – bange for en fremtid uden Jesus.
Nok havde de mødt den opstandne Jesus.
De skulle fortsætte det arbejde, som Jesus havde oplært dem i, men de skulle ikke fare ud og febrilsk overfalde folk med evangeliet om en opstanden frelser. Evangeliet skulle ikke presses ned over folk.
Helligånden skulle vejlede dem.
Jesus havde sagt, han ville være sammen med dem om opgaven.
Frelsesbudskabet skulle leves ud med hjerte, mund og hænder.
Dertil havde de brug for Helligåndens kraft og styrke. De havde brug for Åndens visdom og Åndens kærlighedsfrugt.
Vi har i dag personligt og i vores kirker brug for Helligånden til det samme.
Derfor skal vi alle bede:
”Kom Guds Helligånd! Fyld mig med liv og Ånd fra dig, så mit liv bærer præg af Jesus og hans kærlighed. Lad det blive pinse på ny – i mig”.
Glædelig pinse.
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
