HÆDER: Bornholms Regionskommune og Frivillig Forum Bornholm inviterer nu alle bornholmere til at indstille kandidater til to hæderspriser: Kultur- og idrætsprisen og Frivillighedsprisen 2026.

Priserne Kultur- og idrætsprisen og Frivillighedsprisen 2026 gives til personer, foreninger eller organisationer, der gør en forskel i hverdagen – enten inden for kultur- og idrætslivet eller det frivillige sociale arbejde på Bornholm.
Anerkend de lokale ildsjæle
Og Bornholms Regionskommune uddeler igen i år Kultur- og idrætsprisen, som har en værdi på op til 10.000 kr. Sammen med Frivillig Forum Bornholm uddeles også Frivillighedsprisen, der er på 20.000 kr. Halvdelen af beløbet skal prismodtageren donere videre til en anden kandidat fra indstillingslisten.
Kommunen håber, at mange vil benytte lejligheden til at fremhæve de personer og fællesskaber, der hver dag gør en forskel i øens kulturliv, idrætsliv og de frivillige sociale fællesskaber.
Sådan indstiller man
Alle borgere, foreninger og organisationer på Bornholm kan indstille kandidater til priserne. Indstillingen skal indeholde en kort begrundelse (maks. ½ A4-side) samt navn og kontaktoplysninger på både afsender og den indstillede kandidat. Frist for indstillinger er den 23. juni 2026
Indstillinger sendes til: Kultur- og idrætsprisen: Kultur og Fritid på kf@brk.dk. Frivillighedsprisen: Staben på udvikling@brk.dk
Priserne uddeles på Frivillig Fredag
I slutningen af august vil Kultur- og Lokalsamfundsudvalget træffe beslutning om, hvem der skal modtage årets Kultur- og idrætspris. Samtidig vil Social- og Beskæftigelsesudvalget udpege modtageren af Frivillighedsprisen efter indstilling fra Frivillig Forum Bornholm. Vinderne offentliggøres ved et offentligt arrangement på den nationale frivillighedsdag Frivillig Fredag 25. september 2026 i Musikhuzet.




