Hånden på hjertet: Jeg så kun Europæisk Melodi Grand Prix fra Wien forleden, fordi Danmark deltog. Og jeg vil godt være hudløs ærlig: Jeg kunne stort set ikke kende forskel på melodierne eller scenografien – omend fantasifuld – så utroligt ensartet – og få timer efter transmissionen kunne jeg slet ikke huske hvilke melodier, der blev leveret af Bulgarien, Rumænien eller England, der endnu engang med overlegen sikkerhed deltog med feltet absolut ringeste bidrag.
Jeg har intet imod arrangementet, der tiltrækker mange seere over hele Europa, omend jeg ikke rigtigt kan se, at det henvender sig til alle europæere: Det er et tv-program henvendt til unge, med ung musik, ung påklædning – hele konceptet er i dag blevet til et ungdomsprogram, omend nogle ældre selvfølgelig også hænger på af forskellige grunde.
Det er heller ikke nogen hemmelighed, at hele arrangementet henvender sig til LGBTQ-publikummet, der har en fest med masser af make-up og tøj, der i alle tilfælde ville vække den del opmærksomhed i Brugsen i Klemensker.
Fint med mig, plads til alle, omend jeg må smile på smilebåndet ved tanken om Grethe og Jørgen Ingmann i disse omgivelser. Og lad mig så bare høre, at jeg er en gammel idiot, men der var altså mere melodi over bidragene i tidligere tider. Navne som Vicki Leandros, Sandie Shaw, Johnny Logan – for slet ikke at tale om ABBA og Celiné Dion. Jeg mener ikke at kunne huske een eneste i de sidste 20 år, der har sat sig spor på den musikalske stjernehimmel, men det kan jo bare være mig.
Og så glemte jeg Brødrene Olsens overlegne og suveræne sejr i Stockholm i år 2000 med “Fly on the wings of love” – Jørgen Olsens eminente stemme, der bragede gennem de europæiske stuer.
Det var en aften, der sent bliver glemt – det samme kan nok ikke siges om den forestående begivenhed – med mindre det da skulle lykkes Danmark at hive sejren hjem.
Jeg tillader mig at tvivle, men rigtig god Grand Prix-aften til alle…
– og god weekend…
