Første gang, jeg var på bustur i Cambodja, foregik det i en gammel, støvet bus, der bumpede afsted på en støvet hovedvej mellem byen Battambang og hovedstaden Phnom Penh. Mine venner havde frarådet denne rejse og anbefalet at foretage turen i en minivan – et råd jeg høfligt afslog, fordi det efter min mening er vforbundet med ubehag og livsfare at køre i en overfyldt minivan, der overhaler med hornet i bund og 120 km/t – på en bumlet hovedvej.
Jeg tog bussen – og turen var et kapitel for sig:
Den foregik for 17 år siden, og turen, der er på næsten 300 kilometer, kostede 35 danske kroner – med sædereservation.
Mine medpassagerer var en broget, men fornøjet flok, der alle skulle på udflugt eller familiebesøg i hovedstaden.
De medbragte mad til flere dage, børn og husdyr – en enkelt havde en and med ved sin side, hvilket ingen – udover barang – syntes var bemærkelsesværdigt.
En tåreperser af en cambodjansk – eller var den kinesisk – film blev slugt med dyb koncentration af alle – kun af afbrudt af korte busstop, hvor en hær af sælgere marcherede ind i bussen med grillstegte kyllinger og pølser, risretter og frugt, kolde sodavand – og øl, Angkor øl, der blev indkøbt og nedsvælget i litervis. De kan godt lide øl i Cambodja, skulle jeg hilse og sige.
I morges skulle jeg med bussen igen i dette fordums så mægtige Khmer-rige, der i dag synes klemt, også i bogstaveligste forstand, af de mere, meget mere, velstående naboer Thailand og Vietnam.
Jeg sejlede fra øen Koh Rong til den populære, men efterhånden af kinesiske investorer og turister overrendte Sihanoukville. Herfra ventede en tre timer lang bustur til hovedstaden Phnom Penh.
Det var en noget anden bustur end den forrige: Der var f.eks. – til min glædelige overraskelse – gratis afhentning ved færgen til busstationen. Turen foregik i en luksusvan og i normalt tempo.
Præcis på klokkeslettet rullede bussen op foran busterminalen og en engelsktalende busstewardesse steg ud og tog imod. Alle blev ført på plads i et sæde, der var voldsomt mere komfortabelt end et flysæde – og i øvrigt med en yderst behagelig massagefunktion i ryglænet.
Stolen kunne slås ned, så man næsten kunne ligge helt ned – og knapt havde man fået sat sig til rette, før der blev serveret lækre croissants (Cambodja har tidligere været en fransk koloni) og en varm, velsmagende kop kaffe. Hertil en lille flaske vand. Selvfølgelig var sædet foran forsynet med en tv-skærm med musik, film eller internet, ligesom der også var gratis WiFi ombord.
Se det kalder jeg en bustur, super komfortabel – og med så god plads på sædet, at denne artikel er skrevet undervejs.
Tre timer efter afgang rullede vi ind på busterminalen i Phnom Penh. Pris for hele herligheden: 100 danske kroner.
Tak til busselskabet ”Vet Air Bus Express”. Vi kunne lære noget…
