Det frydefulde stormvejr

Da jeg skal i seng, bemærker jeg, at vinduet klaprer. Hen under aften er det begyndt at blæse kraftigt, og det betyder en frydefuld nat. Jeg ved nemlig ikke noget bedre end at ligge under dynen og lytte til stormen. Så derfor lukker jeg ikke vinduet, men lader det stå på klem. Vindens styrke understreges, når den forsøger at klemme sig ind igennem sprækken. Der lyder en uhyggelig tuden, persiennerne klaprer, og jeg trækker dynen op til næsetippen og lader tankerne gå mere end 60 år tilbage.

Jeg ser for mig, at jeg sidder i en lille stue i en gade i Nykøbing Falster. Vi skriver 1958, og den 18-årige journalistelev fra lokalavisen er blevet sendt ud for at interviewe en forhenværende borger, der netop er vendt hjem til byen efter mange års ophold i Alaskas ødemarker.

Manden siger ikke så meget. Bornholmerurets tikken understreger stilheden, og den unge reporter føler sig under pres. Hvad skal han spørge om? Jeg er under observation af mandens søster, der sidder på en stol klædt som en af de indremissionske kvinder i tv-dramaet ”Fiskerne.” Stilheden er til at føle på. Jeg er tom i hovedet, urutineret som jeg er som interviewer.

For at få hul på interviewet peger jeg i desperation på mandens utrolige store slipsenål og siger: ”Hvor har De fået den fra?”

Manden liver op. ”Den har jeg selv lavet, den er af guld, som jeg har gravet i Alaska.” Nu kommer tungen på gled, og manden fortæller, at han en nat med snestorm har stået i et lille skur og forsøgt at holde døren lukket, mens en brun bjørn kastede sig i mod det spinkle træværk.

Interviewet var i hus takket været en stormfuld oplevelse, og derfra springer tankerne 30 år frem i tiden. Nu skriver vi 1988 – året hvor TV 2 begyndte at sende fra Odense. Det mente jeg, at DRs sportsredaktion skulle markere med en ordentlig mavepuster til vores kommende konkurrent.

Jeg besluttede mig for noget farligt – et spring i faldskærm. Da jeg stod med den ene fod på flyets vinge, klar til sammen med instruktøren at kaste mig ned fra 2400 meters højde, tænkte jeg, at magen til stormvind havde jeg aldrig før været udsat for. På vejen ned mod jorden fik jeg den tanke, at skærmen ikke ville folde sig ud i blæsten, så jeg resignerede, lukkede øjnene, men pludselig gav det et ryk i selerne – og jeg lå på jorden. Uskadt.

Og så er jeg tankemæssig tilbage i min seng og ønsker bare at drømme om en øde ø med mig under en skærmende palme, uden at en vind rør sig. Det er rigeligt nok, at det blæser henne i vindueskarmen.