Påskelørdag var der dømt den ultimative festoplevelse i Musikhuzet, hvor livebandet “Back To The 80’s” sikrede musik i bedste kvalitet og med 100 pct. festgaranti!
Livebandet “Back to the 80’s” har i 18 år gang på gang vist sig at være bandet, der formår at skabe den fest, som sender gæsterne hjem med et smil på læben, ømme fødder og til tider hæse stemmer, efter tonsvis af fællessang. Det ry levede bandet med bornholmske Charlotte Vigel i front til fulde op til.
“Back to the 80’s” spiller en bred menu af hits fra de glade 80’ere, og det fik publikum til at føle sig del af en herlig og skøn fest. Der blev “sing a longet” og givet max gas til numre af bl.a. Roxette, Ray Dee Ohh, One Two, Eurythmics, Phil Collins, Michael Jackson, Laban og Danse Orkesteret.
Ikke mærkeligt hvis det festglade publikum har dansuenze i bentøjet dagen derpå.
Festen fortsatte
Efter koncerten med Back to the 80s fortsatte festen i Rasch Pakhuz hvor Bornholms højt elskede natklub “Sølvknappen” genopstod for en enkelt aften.
Det var Sølvknappens DJ-team fra dengang i pulten, Michael Juhlin og Pablo, der i bedste 80’er- og Schumacher-stil leverede masser af nostalgi fra den musikalske guldalder.
Det var tydeligt at se på det store fremmøde, at “Sølvknappen” er savnet.