.jpg)
Jeg skal ærligt indrømme, at jeg ikke ville have sat min stemme på nyligt afdøde, fhv. udenrigsminister og formand for Venstre, Uffe Ellemann-Jensen. Jeg foretrak i sandhedens interesse hans far, Jens-Peter “Døgnbrænder” Jensen og for den sags skyld også hans søn, Jacob Ellemann-Jensen, der begge var og er på Tinge og befriet for den arrogance, jeg ikke er så stor tilhænger af – og som man vist roligt kan sige prægede Uffe. Der var for meget Ellemann i ham – og for lidt Jensen, som hans far kærligt karakteriserede ham.
Men een ting kunne jeg godt lide ved Uffe – og det var, at han kunne sige fra – om det så var på tv eller ej. Det egenskab satte jeg højt og efterlyser rigtig meget i dag, hvor alt for mange politikere finder sig i at næsten blive svinet til af en eller anden journalist, mens de står med et påklistret smil på munden. Fordi en eller anden såkaldt “spindoktor” har forklaret, at man for alt i verden ikke må sige fra og virke irriteret på tv.
Hvorfor må man dog ikke det?
Jeg beundrede Uffe Ellemann-Jensen, da da han sagde “Hvad rager det dog dig” til rivalen Poul Nyrup Rasmussen, der kritiserede Uffes sokker i en tv-debat. For Uffe havde ret – hvad ragede det dog Nyrup? Var det ikke politik, de skulle tale om?
Eller da Uffe sagde fra overfor en irriterende og nævenyttig fotograf, der konstant ville fotografere ham nedefra. “Kan du ikke holde op med det dér?” spurgte Uffe og forklarede, at han ikke kunne fordrage at blive fotograferet fra den vinkel. Da fotografen nægtede, afbrød Uffe pressemødet og kørte væk i sin ministerbil.
Sådan!
Det er ikke i orden at behandle en dansk minister sådan, det er ikke i orden at behandle nogen mennesker sådan – og Uffe forstod at sige fra.
På samme måde er der også mange andre, der kunne lære af Uffe – sig jeres mening for pokker, politikere er også mennesker, og jeg vil hellere stemme på et rigtigt menneske end på en marionetdukke, styret af nogle mediefolk, der gør sig kloge på, hvordan man skal optræde i medierne.
Mange andre kan med fordel drage nytte af at sige deres mening. Som restauratør Christian Froberg Dahl fra den populære restaurant “Ekkodalhuset”, der i sæsonen næsten bestormes af gæster, der bl. a. kommer for at spise husets fremragende og meget store tartelet med høns i asparges, en ret, der nærmest har gjort stedet landskendt.
“Ekkodalhusets” populære køkken og skønne beliggenhed betyder, at der ofte må afvises flere hundrede gæster daglig – så der kan blive plads til de 500 andre, der kommer ind og får plads til at spise.
Forleden klagede en gæst på internettet over, at man ikke kunne få mad efter kl. 17 – heller ikke take away var muligt efter dette klokkeslet. Resultat: En enkelt stjerne til restauranten.
Og det er jo, som restauratøren i et svar på Facebook skriver, stærkt at anmelde en restaurant, som man slet ikke har været inde og spise på.
Christian Froberg Dahl skjuler ikke sin irritation over denne klage, og det er godt at se, at han siger fra: Restaurantens 13 ansatte er simpelthen helt færdige efter at have bespist så mange mennesker det meste af dagen – og iøvrigt bør næsten alle da vide, at restaurationsbranchen, især i turistområderne, skriger på arbejdskraft. At “Ekkodalhuset” slet ikke har kølekapacitet til en aftenmenu også er en hel anden sag, og i det ene taget oser klagen over en afgrund af uvidenhed, som restauratøren her siger fra overfor.
Godt gået, Christian – man skal ikke finde sig i hvad som helst – hverken som politiker eller restauratør.
.gif)
