Spærretid: Barnet har fået et andet navn, men grundlæggende er intet ændret

DEBAT: Konservativ kritik af den kommunale spærretid inden valget. Er der noget at skjule, spørger konservativ næstformand efter borgmesterens pressemøde i formiddag

Ralf Marcoux Skovgaard

 

Ralf Marcoux Skovgaard, næstformand for Det konservative Folkeparti på Bornholm og kandidat til kommunevalget skriver:

Borgmester Thomas Thors har lige holdt pressemøde, og der var en række interessante elementer, som kom frem.

I vores første kritik af forslaget om spærretid, beskrev vi, at vi IKKE kunne forestille os, at direktionsbeslutningen var taget uden Thors’ accept – og ganske rigtigt – Thomas Thors havde nikket til beslutningen.

At Thomas Thors nu fremlægger et dokument, hvor beslutningen bliver blødet op, ændrer i bund og grund ikke den oprindelig beslutning og dermed de bagvedliggende spekulationer. Hvis kommunaldirektøren/borgmesteren har tillid til deres medarbejdere, så kan den eneste gyldige forklaring på en spærretid kun være det faktum, at der er noget, der skal holdes skjult for offentligheden. Det er jo et klart brud på demokratiet og den kontrol, som medierne udøver på borgernes vegne. Det står i skærende kontrast til det, som Thors gentagende gange understregede på mødet om åbenhed, troværdighed og gennemsigtighed.

To demokratiske problemstillinger:

1: Offentlighedens kontrollanter – Pressen/medierne

Det er et uomtvisteligt faktum, at mediernes adgang til BRK’s institutioner og medarbejdere bliver kraftigt begrænset i og med, at de skal igennem ledelsen for at få grønt lys til at kontakte en eller flere medarbejdere for at få belyst et emne. Det er et åbenlyst demokratisk problem.

2: Nye kandidater

Ved hvert eneste valg et der mange nye kandidater, som stiller op til valg. For mange af disse gælder, at de først sidst på foråret vidste hvorvidt de er opstillet til valg. Først på dette tidspunkt begynder deres egentlige forberedelse til det hverv, som de måske bliver valgt til.

For de fleste partier gælder, at ingen kandidater kan dække samtlige områder, og der derfor sker en arbejdsdeling. Blandt forberedelserne er det naturligt at besøge de institutioner, som man bliver tildelt “ansvaret” for at dække politisk. Denne del af forberedelserne bliver med spærretiden effektivt elimineret. Det man får ud af det er, at man kan risikere at udtale noget, som ikke holder vand. Samtidigt får man dårligere forberedte politikere i kommunalbestyrelsen, såfremt den pågældende kandidat bliver valgt.

Det kan befolkningen da på ingen måde være tjent med.

Konsekvens: Borgerne må klart overveje, hvorvidt personkredsen bag beslutningen skal have lov til at fortsætte deres virke efter valgdagen.

 

 

 

 

 

 

Seneste artikler

Fik du læst?

Ventetid…

 Mon ikke vi alle har prøvet at vente og vente, så vi næsten ikke kunne holde det ud? Det kræver al vores tålmodighed, men vi

Læs mere »