.gif)
”Har du set en vildfaren brevdue? 900 brevduer har mistet deres stedsans. 700 er stadig væk.”
Sådan lød det i medierne for et par dage siden. En af ejerne af duerne har ligget søvnløs og beskriver, at duerne er halvdelen af hans liv og ikke blot en hobby. ”Jeg har det stadig rigtig skidt”, udtaler han.
Det er forståeligt og ganske forfærdeligt for ejerne af de vildfarne brevduer. Vi har alle ondt af ejerne. Sikke en forfærdelig hændelse.
Mens jeg skriver dette, forlyder det lige nu på TV, at nu er de fleste af duerne hjemme igen, så nu må der være lykke hos diverse brevdueejere. Man mener, at de for vild, fordi de blev trætte, og de var præget af det voldsomme vejr, de oplevede på deres rejse. Forvirrede som de var, kunne de ikke finde hjem.
Hvor vi dog kender det fra os selv. Vi farer vild i livets mange og voldsomme storme og uvejr. Det er heller ikke altid, vi kan finde hjem. Hverken at finde hjem til os selv og til den hverdag, som vi er kørt trætte i, men så sandelig, mener jeg, ikke mindst hjem til den Gud, som har skabt os, og hvis hænder og varetægt vi har gjort oprør imod, for vi har det som børn i to-tre års alderen, at vi alt for gerne selv vil bestemme og gå vore egne veje.
Jeg vil gerne dvæle lidt allerførst ved den Gud, som sørger og savner os, når vi bevidst eller ubevidst er løbet eller fløjet hjemmefra.
Brevdueejerne har sørget over deres vildfarne brevduer. De har ligget søvnløse, og de har eftersøgt deres kære og elskede duer i alle medier, og de har sat folk i alle egne til at kigge og lede efter de trætte og forvirrede duer. Nu hvor de er fundet, og næsten alle er vendt hjem, må der være glæde, ja, begejstring i de hjem, hvor de så længe var ventet.
”Sådan bliver der større glæde i himlen over en synder, der omvender sig, end over nioghalvfems retfærdige, som ikke har brug for omvendelse.” Lukas kap. 15 vers 7.
Vi ser det tydeligst i lignelsen om “Den Fortabte Søn.” Faderen i lignelsen går ud og spejder efter sin søn, som helt bevidst har forladt sit gode hjem. Vi kan levende forestille os, hvordan denne fars sorg og smerte præger hele tilværelsen. ”Hvornår kommer han dog hjem? Jeg ved, han kommer!”, kunne vi forestille os, at han siger. ”Jeg vil være der og tage imod ham, lige så snart jeg ser skyggen af ham! Vi holder stor fest, når han endelig kommer.”
Gud længes efter os, når vi måske endda dagligt går vore egne veje. Han tror; han håber; han ved, at vi er på vej. Han har ikke opgivet os. Han venter tålmodigt og spejder efter os. Hans velkomst bliver mærkbart. Glæden er stor, meget stor. Der er ikke skygge af bebrejdelser hos sønnens far, da han endelig kommer.
Den Fortabte Søn ”gik i sig selv,” står der. Han besluttede sig for at vende hjem.
Det er at komme hjem til sig selv, når vi pludselig ved, at vi hører hjemme hos Gud og i hans kærlighed, som varer ved i al evighed.
Hvad er det så at gå sine egne veje?
Det er at glemme, at vi er skabt og frelst til at leve ikke for os selv, men for de mennesker, som er omkring os. Det er, når egoismen råder alt for meget i os. Det er, når vi er os selv nok. Det er, når vi glemmer vores forbindelse til Gud og til den Jesus, som gik i døden for os.
Profeten Esajas skriver: ”Han blev straffet, for at vi kunne få fred. Ved hans sår blev vi helbredt. Vi flakkede alle om som får, vi vendte os hver sin vej, men Herren lod al vor skyld ramme ham.” Esajas’ bog kap. 53 vers 5 – 6.
Gud gjorde noget, da vi mennesker afbrød forbindelsen til vores skaber. Han blev menneske i Jesus og kom ned til os. Vi skal derfor ikke anstrenge os med forsøget på at kravle op til ham, få en bedre bevidsthed eller øve os i fromhed – oftest med det resultat, at vi falder ned af fromhedsstigen.
Det er et frihedsbudskab. Der bliver glæde i Himlen, men der bliver også stor glæde hos os, når vi er vendt hjem og har taget imod Jesus.
Jesus er en gentleman og trænger sig ikke på. Vi skal åbne døren til vores hjerte for ham.
Ejerne af de vildfarne duer sendte bud ud gennem TV og andre medier. Sådan sender Gud også os ud for at finde vildfarne mennesker, som har glemt alt om værdien af deres dåb eller deres tilhørsforhold til Gud.
Selv brevduer kan blive væk. Hvor meget mere kan så ikke vi? Profeten Esajas kalder os vildfarne får. Hvis Bibelen var skrevet i dag i vores kultur, var vi nok blevet sammenlignet med vildfarne duer – brevduer, som ellers var opdraget og trænet til at bringe kærligheds bud/ breve ud til mennesker.
Det sker desværre alt for tit, at vi også svigter at bringe glæde og bud til vore medmennesker.
Brevduer blev i oldtidens Ægypten brugt som en del af et organiseret civilt luftpostsystem med duetårne spredt over landet. I Middelalderen blev de brugt som militære budbringere, så de har haft en praktisk funktion engang. Sådan fortælles det på nettet.
”Der blev ikke bragt særlig mange breve ud af de 900 brevduer forleden. Deres ejere fik sig en ordentlig forskrækkelse. De må i gang med oplæringen igen.
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
