Smag på en fuldblods italiener

Vinhandler Thomas Kristensen (Hos Thomas – din vinhandel) giver vintips hver uge på Bornholmnyt.dk

 

Så er det måske ved at være tid til at blive en del af den voksende kreds, der er ellevilde med italienske vine: En lækker Romitorio Chianti Colli Senesi 2019, der er en vin, der giver dig en fod indenfor til de helt store vine – men til en fornuftig pris.

Der er jo mange Brunello-vine til over 7.000 kroner, jeg fører selv en i den prisklasse  – og det er ikke ualmindelig at give mindst 5-600 kroner for andre af disse vine, men her får man en vin, der ifølge alle eksperter nærmer sig selvsamme niveau, men til en pris af kr. 179,-

Den toscanske vingård Castello Romitorio har siden 1984 forædlet Brunello de Montalcino-vinene – stærkt inspireret af  den italienske kunstner, Sandro Chia og Brunello-ekspert og kældermester, Franco Martini. Lige så tæt er båndet mellem Sandros søn, Filippo, og Francos søn, Stefano, som i dag fører Castello Romitorio videre.

Ingen vin uden kunst, ingen kunst uden vin har parolen lydt, og det lyder ganske fornuftigt.

Denne weekendsvin er så lækker, at det blot er at trække en flaske op, lad den ånde et kvarters tid – og så ellers skænke op. Den kan med fordel serveres let afkølet, 12-14 grader.

Den er lavet på 100 pct. på Sangiovese, 14 pct. alkohol og dyrket i bakkerne omkring byen Siena. Landskabet her  har i århundreder været kendt som et fantastisk sted at dyrke vin. Druerne til vinen høstes ved håndkraft og ligger cirka 10 måneder på fade.
Skænk op, duft – og smag. Man kan ikke andet end beundre den rubinrøde farve, og så kommer smagsnuancer af kirsebær, svenske, viol, hvis peber m.m.
Det er en vin, man blot kan nyde, som den er. Skal den ledsage et måltid mad, så er den fornem, at det næsten er ligegyldigt, om der er stegt kylling, kalvekoteletter – eller en enkel pizza med tomatsauce og basilikum på tallerkenen.

Fik du læst?