TERAPI: Familieterapeut Linda Agnete Nyberg tilbyder samtaler til mennesker med ondt i livet samt til børn særlige behov – og til deres forældre. Og Linda har ingen ventetid

”Terapikammeret” er det meget passende navn på den virksomhed, som lærer Linda Agnete Nyberg driver fra sit hjem på Midgårdsvej i Rønne.
Til daglig er hun, med mange års erfaring, lærer for specialklasser på Åvangsskolen i Rønne. Og ”efter skoletid” tilbyder hun sin hjælp og assistance til familier med særlige behov.
Og det er et tilbud om samtaler til børn og unge – og til deres forældre.
Lange ventetider
Det offentlige tilbyder råd og vejledning, javist – men der er så lang ventetid, at det kan være et problem for dem, der føler, at der er behov for hjælp her og nu.
Og lad os allerede nu fastslå, at samtaler hos Linda Agnete Nyberg ikke er til de priser, som mange psykoterapeuter, psykologer eller andre terapeuter kræver.
Derfor kan det være en god idé for de, desværre mange, der har behov for hjælp og forståelse – enten på egne eller deres børns vegne – at studere Lindas hjemmeside. Her bliver man behagelig overrasket over yderst fair priser, for Linda har ikke påtaget sig dette arbejde i sin fritid for at blive velhavende. Hun gør det, fordi hun er dedikeret til sit arbejde – og fordi hun ved, at der er et stort behov – og at hun kan lide sit arbejde og at hjælpe andre.
Født på Bornholm
Linda er bornholmer, men har arbejdet ovre i 11 år som lærer, indtil hun flyttede tilbage til Bornholm for ni år siden.
Hun har mange års erfaring med børn, der har de særlige behov – og de særlige problemer, som de og deres forældre tumler med.
”Det har altid interesseret mig, hvad der ligger bag menneskelige handlinger, når de virker uforståelige på andre,” siger Linda til Bornholmnyt.dk
”Hvorfor bliver barnet hidsigt? Hvorfor vrisser mor? Hvad er grunden til disse reaktioner?”
Underviser i Rønne
Linda underviser til daglig børn, der bl.a. er diagnosticeret med ADHD, har funktionsnedsættelser, er autistiske eller lider af forskellige traumer, angst eller stress.
Men også disse børns forældre kan have brug for samtaler om deres børns udfordringer, og her er Lindas tilbud særdeles velegnet.
”Der er faktisk så mange udfordringer blandt børn og unge i dag, at der er flere, end der kan behandles i det offentlige system,” fortæller Linda Agnete Nyberg.
Uddannet familiebehandler
Linda er uddannet familiebehandler fra Memox – Danmarks største og mest erfarne aktør inden for familiebehandling, der arbejder sammen med 80 danske kommuner.
Memox blev grundlagt i 2012, fordi for mange familier ikke blev mødt rigtigt – og fordi sprog, kultur og system alt for ofte stod i vejen for den hjælp, de havde brug for.
Familieterapeuterne uddannet fra Memox arbejder på tværs af sprog, kulturer og fagligheder – og er kendt for at skabe tillid dér, hvor andre indsatser er gået i stå. Hos dem møder familier en terapeut, der taler deres sprog, forstår deres hverdag og bygger bro til systemet.
Mor til fire
Linda er selv mor til fire børn, hvoraf to har diagnoser. Det giver hende et personligt indblik i de udfordringer mange familier står i og gør, at hun kan møde mennesker med både faglig viden og egne erfaringer.
”Jeg tror på, at alle mennesker rummer et potentiale for udvikling og forandring – også når livet føles allermest udfordrende. Gennem åbne, ærlige og respektfulde samtaler hjælper jeg børn, unge og familier med at finde de indsigter og redskaber, der kan skabe håb, styrke og nye muligheder,” fortæller Linda.
Er man blandt dem, der kunne have behov for at besøge Linda, så er der klogt at gå ind på hendes hjemmeside terapikammeret.dk og læse mere.
”Ingen mennesker er ens. Derfor tilpasses forløbene individuelt, så alle får den støtte, der giver bedst mening for dem og deres situation,” slutter Linda Agnete Nyberg.
Spiller klaver
Med jobbet som lærer og ekstrajob som familieterapeut og fire børn, så har Linda ikke selv svært ved at få tiden til at gå. Men når der er en ledig stund, så bruges den på kreative sysler som maling eller sang og klaverspil.



