KULTUR: Bornholms Teaters Solskinsteater samlede i sommer omkring 3.500 publikummer i 15 bornholmske byer og fik 67 pct. flere publikummer med omrejsende teater.

En ny evaluering peger på, at samarbejdet med lokale foreninger kan give teatret en ny rolle i lokalsamfundene.
Da Bornholms Teater i august sendte forestillingen “Drømmen om Bornholm” på turné rundt på øen, var ambitionen at bringe teatret tættere på mennesker, som ikke nødvendigvis selv opsøger den traditionelle teatersal.
Mere end fordoblet
Resultatet blev 24 forestillinger i 15 byer og omkring 3.500 publikummer mod godt 2.100 året før. Samtidig blev der spillet færre forestillinger, så det gennemsnitlige publikum pr. forestilling blev mere end fordoblet.
En ny, uafhængig evaluering, gennemført af antropolog Julie Thesander, viser, hvordan samarbejdet med lokale borgerforeninger og andre aktører har været med til at gøre forestillingerne til en del af det lokale liv. Flere steder blev teateroplevelsen forbundet med fællesspisning, kreative aktiviteter og møder mellem mennesker, som ellers ikke nødvendigvis ville have fundet sammen.
“Vi begyndte med en ambition om at bringe teatret ud til nye publikumsgrupper. Men vi har også opdaget, hvor meget de lokale fællesskaber selv kan tilføre forestillingerne. Når borgerne ikke bare er publikum, men også er med til at skabe rammerne omkring oplevelsen, sker der noget andet. Det bliver deres teater, og vi lærer samtidig noget om de steder og mennesker, vi gerne vil være noget for,” siger projektleder Mikkel Bach-Jensen.
En del af lokalsamfundet
Drømmen om Bornholm er en musikalsk forestilling om tilflytning, fællesskab og det at finde sin plads på øen. Evalueringen viser, hvordan publikum genkender egne erfaringer i fortællingen, og hvordan den uformelle ramme omkring forestillingerne kan gøre det lettere at deltage i kulturlivet.
For teaterchef Jens Svane Boutrup peger erfaringerne på nye muligheder for egnsteatrenes arbejde.
“Som egnsteater har vi et ansvar for at være et teater for hele Bornholm, også for dem, der ikke af sig selv finder vej til vores teatersal i Rønne. Vi skal først og fremmest skabe godt teater, men erfaringerne viser, at den kunstneriske oplevelse også kan blive et samlingspunkt i lokalsamfundet. Det er en rolle, vi gerne vil udvikle, og som jeg tror, andre teatre også kan lade sig inspirere af,” siger Jens Svane Boutrup.
Bornholms Teater vil nu bruge evalueringens anbefalinger til at involvere de lokale samarbejdspartnere tidligere og give større plads til, at borgerne kan bidrage med egne ideer og aktiviteter.
Solskinsteatret vender tilbage med en ny omrejsende forestilling i august 2027.



