”Så nåede jeg det alligevel!” Sådan udtrykte en ældre dame på 75 år sig, da hun var blevet døbt, og så græd hun af glæde. Det gjorde indtryk på mig, som var præsten.
Jeg har døbt flere voksne. Hver gang var der flere dybe samtaler om tro.
Alle voksne oplevede deres dåb som en kæmpe oplevelse, som rørte dem dybt.
Børn, der har været så store, at de selv kunne svare på trosbekendelsens led, har altid gjort stort indtryk på mig. Hvor har de taget det alvorligt og smukt.
De fleste, jeg har døbt, var børn. Det har været en stor glæde for mig.
Selv har jeg lige haft 80 års dåbsdag. Helt spæd tog jeg imod Guds gave – Fader, Søn og Helligånd. Gennem livet har jeg åbnet de dåbsgaver, jeg fik.
Som barn lærte jeg Gud at kende som min himmelske Far. Som teenager blev dåbsgaven Jesus som frelser og Herre pakket ud. Som ung og voksen fik Helligånden en ganske særlig betydning for mig.
Jeg er stadig i gang med at pakke dåbsgaver ud, og livet med Gud Fader, Søn og Helligånd bliver rigere og rigere med årene.
Det er i dag pinsesøndag, og der er derfor fokus på Helligånden.
Nogen synes, alt det med Helligånden er svært at greje. Sådan har jeg det slet ikke.
I Nigeria skulle jeg undervise 400 studerende i faget Bibelkundskab, og jeg følte mig åndelig tom og umulig til opgaven. Pludselig opdagede jeg noget i Apostlenes Gerninger i Bibelen, som jeg ikke før havde fået øje på.
Før pinsen og dermed Helligåndens komme, som Jesus havde lovet, ventede de 12 disciple på, hvad der dog skulle ske.
Jesus havde forbudt dem at tage tilbage til deres hjembyer her efter hans opstandelse og himmelfart. De skulle fortsætte alt det, som Jesus hidtil havde gjort: Forkyndelse af Guds rige; bede for de syge; trøste de fortvivlede; vise kærlighed til andre og ikke mindst dem, de var uenige med; være brobyggere til fred; bygge menighed osv.
De ventede og bad. Trods afskeden var de glade. De havde jo set den opstandne Jesus og været sammen med ham, da han pludselig forsvandt for deres øjne, men de var bange for forfølgelse og at blive pint og plaget til døden.
Pludselig på usædvanlig vis kom Guds Ånd over dem. De begyndte at takke Gud på et sprog, som de ikke selv forstod. Tungetale kalder Bibelen det.
12 mennesker dengang fyldtes af Helligånden, og glade og begejstrede for de ud på gaden. En kæmpe flok mennesker var mødt op. Nu turde de være ude blandt folk. Frygten var forsvundet. Nu var fejheden væk.
De kunne ikke lade være at tale om alt det, Gud havde gjort gennem Jesus. Deres liv forblev ikke bare ord. De hjalp i kærlighed, hvor der var behov. Den kristne pinse var begyndt.
3.000 blev døbt den dag, og nu i 2025 er der 2.1 – 2.5 milliarder kristne i verden.
Hvis Helligånden ikke havde forandret disciplene, var de aldrig blevet vidner om Jesus, og så havde vi aldrig været kristne i dag.
Hver og en af os har brug for at blive fyldt af Guds Ånd til det at være en kristen i vores urolige og ret så farlige verden i dag. Ofte handler vi uden Ånd og uden stor frimodighed. Nu og da tør vi ikke engang åbent sige, at vi tror. Jeg bliver også nu og da ramt af en tåbelig tavshed.
Gud behandler os individuelt. Vi skal ikke sammenligne os med hinanden eller misunde hinandens åndelige erfaringer. Gud elsker dig og mig og giver os, hvad vi det enkelte menneske netop har brug for.
Jeg oplevede Helligånden på en meget, meget stærk måde, da jeg bad Gud gribe ind. Andre oplever Helligånden på en meget stille måde. Andre igen gennemlever en proces, hvor Guds Ånd langsomt men meget tydeligt bliver til hjælp i enhver situation i det at være en kristen og at være menneske. Det hele er ikke så mystisk endda.
Erfaringen er ikke en engangs oplevelse. ”Bliv ved med at lade jer fylde af Helligånden” skriver Paulus i Bibelen.
Med hensyn til tro er det Guds Ånd, der vækker os til live rent åndeligt. Tro er ingen præstation.
Guds gaver til os er netop gaver og ikke givet efter fortjeneste. Guds Ånd elsker at fylde os med alt nødvendigt til det liv, som vi nu engang lever.
”Åndens frugt er kærlighed, glæde, fred, tålmodighed, venlighed, godhed, trofasthed, mildhed og selvbeherskelse. ” Galaterbrevet kap. 5 vers 22.
Den oplevelse af Guds Ånd, jeg fik, da jeg oplevede mig selv som fattig på Ånd, knytter jeg sammen med min barnedåb
Hver gang jeg som kirkegænger nu oplever dåb, så glædes jeg. Gud gør noget stort i dåben.
Gaver, jeg får til jul, bliver jo ved med at være mine, men hvis de stadig indpakket bliver lagt i en skuffe eller stillet på en hylde, gør de jo ingen gavn eller glæde.
Hele livet igennem pakker vi dåbsgaver ud. Vi må alle tage gaverne til os, så de bliver en aktiv del af vores liv.
Jeg ved ikke, hvor mange jeg i grunden har døbt, men aldrig har jeg døbt 3.000 mennesker på én dag!
Det skete på den første kristne pinsedag, som vi jo fejrer i dag!
Glædelig pinse til jer alle!
Kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
