.jpg)
Jeg stod og nød en stille pilsner, da manden skridtede hen over gulvet, mens han udbrød: ”Jeg så med det samme, at det var dig. Hvor er det skønt at møde dig,” og så slog han armene om mig.
Efter en del spilfægteri, fandt jeg ud af, at min nye ven for 43 år siden havde besøgt min genbo over for det rækkehus, hvor jeg boede. Og det var ved den lejlighed, at vi havde talt sammen. Og da manden gik, anede jeg stadig ikke, hvem han var.
Det satte tankerne i gang, og jeg indrømmer, at jeg alt for ofte i mit liv har været uden interesse for andre, når det ikke lige har drejet sig om mit journalistiske virke. Men selv her i min høje alderdom møder jeg fortsat mennesker, der genkender mig på stemmen, men uden de kan huske mit navn eller placere mig. Måske skulle overskriften på denne klumme have heddet ”Den usynlige.”
En aften jeg var vært i tv-udsendelsen ”Dans under kuplen” i Cirkusbygningen, kom en dame hen til mig. Med skarp stemme sagde hun: ”Bliv stående, jeg henter lige min mand.”
Så troppede hun op med en smokingklædt fyr på min alder, og hun sagde ivrigt: ”Kan du se, hvor I ligner hinanden. Min mand bliver altid forvekslet med dig.” Jeg medgiver damen, at jeg kunne ane lidt af mig selv i den tavse mand, der stod foran mig. Jeg fik taget mig sammen og hviskede til min dobbeltgænger: ”Nu opfører du dig ordentlig, jeg vil ikke have ballade på grund af dig!” Manden, der fortsat ikke sagde noget, nikkede. Vi havde en aftale.
Ind imellem møder jeg folk, der nok mener at vide, hvem jeg er, men de slutter ofte samtalen med at slå mig på skulderen og sige: ”Det var hyggeligt at møde dig Svend Gehrs” (fhv. kendt fodboldkommentator i DR). For fem-seks år siden var jeg inviteret i en direkte udsendelse i kommunens lokal-tv. Værten slog elegant ud med hånden med ordene: ”Så byder vi velkommen til Poul Erik Skammelsen.” Ja, ja de to første navne var trods alt korrekte. Og det var en god belæring om, at man ikke skal tro, at man er noget ved musikken.
På en ferie i Prag ramlede jeg ind i en familie, hvor faderen hilste hjertelig på John Idorn (fhv. medarbejder i DR). Jeg forklarede manden, at jeg ikke var den pågældende, og han var først overbevist, da jeg fortalte, at jeg havde deltaget i John Idorns bisættelse fra Helsingør Domkirke.
Det nærmeste jeg har været ”de usynliges verden,” overgik mig for et par år siden.
Telefonen ringede, og jeg præsenterede mig med korrekt navn. Der lød et suk i den anden ende af røret. En kollega lagde ikke skjul på, hvorfor han ringede. ”Jeg hørte ude i byen, at du var død. Jeg er sgu glad for at høre din stemme.” Det kan man kalde opsøgende journalistik at ringe til en formodet død for at høre, om han lever!
Bare præsten nu ikke tager fejl af mit navn og prædiker over den forkerte, når den tid kommer. På gravstenen kunne der passende stå:
”Han havde mange navne…”
.gif)
