UDFLUGT: Ældre Sagen Bornholm inviterer onsdag 1. maj til Borgedalssøen og Flagermushuset.
Onsdag 1. maj fra kl. 14 til 16 inviterer Ældre Sagen Bornholm til udflugt til Borgedalssøen og Flagermushuset med biolog Dorthe Bugge Jensen som guide. Deltagerne mødes på Parkeringspladsen ved Borgedalssøen på Sigtevej ved Rø Plantage.
Borgedalssøen blev i 1967 til en kunstigt opstemmet sø. På udflugten går deltagerne fra skovstien ned til søen, hvor de hører om borgen:
Borgen er en tilflugts- eller bygdeborg fra jernalderen. Den var beregnet til, at folk fra egnen i tilfælde af angreb kunne søge tilflugt og beskyttelse med både husdyr og ejendele. Derfor er den også med sine 3,2 hektar forholdsvis stor. Deltagerne har mulighed for at nyde en kop kaffe, mens de ser på udsigten til Borgerdalssøen.
Flagermushuset
Bagefter går deltagerne til Flagermushuset og hører om dets historie. De kan her lære mere om flagermus. Der er en lille udstilling med plancher og en skærm, som viser livet på loftet i huset. På loftet er der flere flagermusarter, bl.a. brun Langøre, som overvintrer og yngler i bygningen.
Tilmelding skal ske på Ældresagen Bornholms hjemmeside. Det koster 15 kroner for medlemmer og 30 kroner for ikke-medlemmer at deltage i udflugten.