Engang levede jeg af at samle flasker. Eller det vil sige – det var nok mest i weekenden, jeg samlede en enkelt eller to. Ikke af hensyn til biodiversiteten eller noget, men dengang i 1980’erne kunne man godt få en Lange Jan karamelstang med lakridssmag for den krone, man fik for en flaske.
Jeg har nok været seks eller syv år, dengang jeg var ude at gå tur med mine forældre og til mit store held så to tomme ølflasker ligge i græsset. Jeg så to Lange Jan lige inden for min rækkevidde, men da jeg skulle til at samle dem op, sagde min far:
”Du får fem kroner af mig, hvis du lader dem ligge.”
I dag er det mere sandsynligt, at en far ville blive stolt, hvis afkommet helt af sig selv samlede flasker op. Den moderne far ville stole på, at vi andre vidste, at han selvfølgelig ikke havde drukket de to Grøn Tuborg selv og stukket flaskerne til barnet. Eller også ville han være ligeglad med, hvad vi tænkte, fordi det vigtigste er at passe på miljøet, og spørger man et barn af i dag, hvem den største svenske heltinde er, svarer barnet muligvis Greta Thunberg i stedet for Pippi Langstrømpe.
At samle flasker og andet affald er blevet klart sejere, end at gå rundt med en hest på hovedet. Og der findes Facebookgrupper, hvor voksne mennesker bliver rost til skyerne, når de lægger fotos op af affald, de har samlet, præcis på samme måde som dengang, det var moderne at lægge sin løberute op og skrive ”Ny personlig rekord”:
”Wow.”
”Godt gået.”
”Ej hvor flot,”
lyder kommentarerne
Når jeg går tur med min kæreste, samler han mundbind. I begyndelsen ville jeg nok gerne have stukket ham fem kroner for at lade være, i stedet for at skulle stoppe op hver gang, han fik øje på et snavset mundbind på jorden. Der kan være rimeligt langt mellem skraldespandene, når han går med sådan fem til seks stykker i den ene hånd og mig i den anden, men det er også virkelig sødt og klogt, at han gør det, for det kan tage naturen op til 450 år at nedbryde et mundbind, og beregninger viser, at over en milliard af dem allerede er endt i verdenshavene.
Man kan vist ikke få Lange Jan længere, og af hensyn til biodiversiteten foretrækker han nok også, at jeg byder på en Grøn Tuborg.
Engang levede jeg af at samle flasker. Eller det vil sige – det var nok mest i weekenden, jeg samlede en enkelt eller to. Ikke af hensyn til biodiversiteten eller noget, men dengang i 1980´erne kunne man godt få en Lange Jan karamelstang med lakridssmag for den krone, man fik for en flaske.
Jeg har nok været seks eller syv år, dengang jeg var ude at gå tur med mine forældre og til mit store held så to tomme ølflasker ligge i græsset. Jeg så to Lange Jan lige inden for min rækkevidde, men da jeg skulle til at samle dem op, sagde min far:
”Du får fem kroner af mig, hvis du lader dem ligge.”
I dag er det mere sandsynligt, at en far ville blive stolt, hvis afkommet helt af sig selv samlede flasker op. Den moderne far ville stole på, at vi andre vidste, at han selvfølgelig ikke havde drukket de to Grøn Tuborg selv og stukket flaskerne til barnet. Eller også ville han være ligeglad med, hvad vi tænkte, fordi det vigtigste er at passe på miljøet, og spørger man et barn af i dag, hvem den største svenske heltinde er, svarer barnet muligvis Greta Thunberg i stedet for Pippi Langstrømpe.
At samle flasker og andet affald er blevet klart sejere, end at gå rundt med en hest på hovedet. Og der findes facebookgrupper, hvor voksne mennesker bliver rost til skyerne, når de lægger fotos op af affald, de har samlet, præcis på samme måde som dengang, det var moderne at lægge sin løberute op og skrive ”Ny personlig rekord”:
”Wow.”
”Godt gået.”
”Ej hvor flot,”
lyder kommentarerne
Når jeg går tur med min kæreste, samler han mundbind. I begyndelsen ville jeg nok gerne have stukket ham fem kroner for at lade være, i stedet for at skulle stoppe op hver gang, han fik øje på et snavset mundbind på jorden. Der kan være rimeligt langt mellem skraldespandene, når han går med sådan fem til seks stykker i den ene hånd og mig i den anden, men det er også virkelig sødt og klogt, at han gør det, for det kan tage naturen op til 450 år at nedbryde et mundbind, og beregninger viser, at over en milliard af dem allerede er endt i verdenshavene.
Man kan vist ikke få Lange Jan længere, og af hensyn til biodiversiteten foretrækker han nok også, at jeg byder på en Grøn Tuborg.
