Nye bekendte og god mad på Klemens Kro

Der var velbesøgt arrangement “Danmark spiser sammen” på Klemens Kro søndag – og det var med god snak, svinekam og kaffe og kage

Masser af hygge og god mad på Klemens Kro.

 

Der var liv og glade dage på Klemens Kro i går søndag:

To uger om året holdes en lang række “spise-sammen-arrangementer” over hele Danmark. Målet er at bekæmpe ensomhed og danne nye fællesskaber.

Initiativtager er Folkebevægelsen mod Ensomhed, der har mere end 70 foreninger, skoler, kommuner og virksomheder som medlemmer.

Ældre Sagen

Ældre Sagen er et af bevægelsens mest aktive medlemmer, og på Bornholm står Ældre Sagen Bornholm gerne sammen med DGI Bornholm om disse arrangementer. Dog afbud fra DGI i går søndag, men formanden aktivitetsudvalget i Ældre Sagen på Bornholm, Irene Dunker, tog  i denne anledning selv DGI-kasketten på. Det kan hun nemlig også den travle Irene…

Målgruppen er personer, der normalt sidder alene, som enlige, enker- og enkemænd, også ægtepar, hvor vennekredsen er faldet bort eller ramt afg sygdom, pårørende til syge, førtidspensionister, tilflyttere eller nyskilte.

Det var yderligere præciseret at personer, der deltog i et tilsvarende arrangement i foråret, ikke kunne deltage.

Alle blev rystet sammen

Irene Dunker fortæller: “Jeg fornemmer, at vi denne gang nåede målgruppen. Der var mange enlige – og dem, der kom i små flokke, blev fordelt ved ottemands borde på en sådan måde, at flest muligt blev “rystet” sammen.

De nyrenoverede lokaler på kroen i Klemensker blev beundret  – og snakken gik hurtig fint rundt ved alle borde.

Også træning

Efter en velkomst blev “Nu falmer skoven” sunget, akkompagneret af Birger Pedersen og dernæst blev rødvinsmarineret svinekam, flødekartofler og rødkålssalat båret ind.

Karen Margrethe Hansen Bager, DGI, har ved disse arrangementer de seneste år forestået den såkaldte “Smart træning – hold hjernen frisk,” men en deltagelse i DGI’s årsmøde i Vingsted gjorde det ikke muligt for hende at være til stede i år.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Så var der træning og bevægelse mellem retterne.

 

Irene Dunker tog i stedet over og fik alle op at stå bag stolene, og i stedet for smart træning blev finger- og skomagerpolka  praktiseret og alle sang med på bedste vis. To skridt til højre og to skridt til venstre, arme bøj, arme stræk og ned i knæene blev også afprøvet. Hu-hej, hvor det gik…

Efter en del fællessang kom kaffe og kage på bordet. Rasmus Lintrup skiftede nu fra at være tjener til at være fortæller af familiens snart to årige historie om Klemens Kro. Rasmus fik bekræftet at de fleste havde været på kroen  tidligere – også for mere end 25 år siden.

Der var meget stor interesse for fællessangen: Deltagerne blev derfor opfordret til at deltage i Ældre Sagens højskolesang den anden onsdag i måneden på Rønne Bibliotek

Dejlig eftermiddag

Eftermiddagen blev afsluttet med et tak til Klemens Kro for dejlig mad og fin service.

“En dejlig eftermiddag med mange positive tilkendegivelser. Et godt måltid mad, kaffe og kage og socialt samvær krydret med fællessang er i højsædet og efterspurgt. Mit ønske er at tre til fire frivillige vil gå ind i denne opgave fremover, hvor der også bliver tale om deltagerbetaling,” slutter Irene Duncker.

Seneste artikler

Fik du læst?

Elverskud i Aakirkeby

MUSIK: NylarsKoret opfører mandag 22. april Niels W. Gades værk Elverskud med tre professionelle sangere i Aa Kirke    Af Lene Dam Jørgensen Mandag 22. april kl.

Læs mere »