.jpg)
Efter et par uger med hjemmegående børnehavebørn og større søskende i skolestue, er der så småt begyndt at vise sig en kende træthed i ansigterne på de hjemmearbejdende forældre. Sneen er væk, alle film på Disney plus er set, og den nye x-box er allerede godt brugt. Det er tid at indkalde assistance.
Venindehjælp, tante-ordninger eller hvad man nu kan tilbyde af vikardækning til nærmeste vennekreds, bliver taknemmeligt modtaget, især i familier med dine, mine og vores børn.
Derfor passede jeg et presset vennepars mindre børn en eftermiddag. Jeg sørgede for både ude leg, rugbrødsmadder, kagebagning og kreative indslag, inden jeg satte mig til rette i sofaen, flankeret af de to små, og en dele iPad.
Med stort engagement og beslutsomhed forsøgte jeg at finde noget på skærmen, som børnene endnu ikke havde set, hvilket viste sig at være nærmest umuligt. Af en eller anden grund fik jeg klikket på et fraklip med Bamse og Kylling som de større børn i huset havde muntret sig over, da de havde skærmtid.
Harmløst, tænkte jeg, indtil Kylling ved et uheld tabte sit store gule hoved foran Bamse, og afslørede et mandeansigt og det faktum, at den i virkeligheden er gjort af andet end blot fjer og dun. Bamse udbrød noget i retning af ”ej altså kylling” inden han, bogstaveligt talt, faldt bagover af grin. Ahh men altså. Det så jo mega sjovt ud. Jeg havde bare ikke lige tænkt mig, at skulle være dén, der punkterede låne-børnenes barndoms-boble af hengiven tillid til verden og voksne – i en belastet Coronatid.
Alle ved jo, at det kan få vidtrækkende konsekvenser når dominoeffekten først er startet, og at det før eller siden fører til ubehagelige spørgsmål som ”Er der så også nogen inde i Kaj og Andrea?” eller ”Jamen, julemanden findes da?” og ”Asta siger, hun får penge af tandfeen?”.
Hell no. Ikke på min vagt. Den må forældrene selv ta´. For hvilken forælder vil man egentlig være? Vil man være den, der finder på udenoms historier, som at Hjem-is bilens klokke ringer fordi der er udsolgt, i stedet for at skuffe ungerne med hverdags trivialiteter om manglende penge til flødeis, eller at man simpelthen bare bliver for tyk?
Hvis ja, så er man sikkert også tilbøjelig til at besvare ovenstående med: Ja, man kan godt sige, at der er nogen inde i Kaj og Andrea. Der står nemlig to voksne i helt sort tøj bagved og laver fjolle stemmer, mens de har en hånd oppe i dem. Og nej skat, julemanden er i virkeligheden bare onkel, der har lånt et kostume, ligesom når I klæder jer ud til fastelavn, ik?
Og så finalen der afslører, at Tandfeen i virkeligheden bare er mor og far, der sniger sig ind i dit værelse, mens du sover og bytter tanden under din pude ud med en femmer. Og ja, det kan godt være, at Asta får tyvere, men sådan er det ikke hos os. Bum. Velkommen til den virkelige verden.
Jeg har fire børn, så jeg har taget min del. Jeg mangler kun liiiige at få aflivet myten om det elskede fabeldyr -enhjørningen – som mine to yngste døtre stadig mener findes på en magisk ø i Glimmer-land. Men jeg nænner det ikke. Jeg er ikke klar. Næste skridt er jo at erkende, de snart er store nok til at blive kastet ud i den nådesløse SoMe verden, hvor alle er sig selv nærmest, kun for at håbe de bevarer deres integritet, godheden, håbet og drømmene.
Realiteterne må vente lidt endnu. Så jeg udsætter det, til jeg ikke kan trække det længere, og så fortæller jeg dem samtidig, at prinsen på den hvide hest red bort i solnedgangen med de traditionelle kønsroller og de sunde uselviske værdier. Hvis de er vedholdende og tålmodige nok, kan de vente på at Manden bliver på mode igen, og tager sig sammen til at vende tilbage.
Nå, men heldigvis kom barnelogikken mig til undsætning, den dag i sofaen. Da det mindste lånebarn undrende spurgte, hvorfor kylling havde spist manden, svarede det andet barn tørt, at det nok var fordi, han havde så nogle grimme strømpebukser på. Sådan. Problemet løst. Så snakkede vi ikke mere om det.
Men, apropos skærme og kvalificeret tidsforbrug:. Enhver, der har prøvet at hjemmeskole sine børn, kan næppe undgå at sympatisere med klasselærerne i denne tid. Tålmodigt og nærværende lytter de til hver enkelt barns morgenhumør på en skala fra 1 til 5, mens deres eget hjemmegående afkom står bag dem og messer: Jeg er sulten.. eller andet, der besværliggør den i forvejen umulige opgave det er, at leve op til systemets og forældrenes krav om differentieret fjernundervisning af mere end 20 børn ned til ti-årsalderen, der ikke kan finde deres papirer, logge på Aula, eller få det til at virke med google drev og dele funktioner. OMG siger jeg bare.
De er jo overmennesker, der samtidig med hvornår er der pause spørgsmål, lige finder tid til at minde en udsat elev om, at de sagtens kan snakke sammen senere, hvis han er ked af noget.
Send alle de returnerede honninghjerter til skolelærerne i stedet. De har ærligt fortjent både anerkendelse og trøstespisning. Siger det bare.
.gif)
