.jpg)
Vi er ved at være ved vejs ende – i alt fald hvad angår julens forberedelser. Der har især i de senere dage været voldsom trængsel og alarm på gader og stræder, og der har, set udefra i alt fald, været godt gang i kasseapparaterne rundt omkring i butikkerne.
Jeg har især fæstnet mit blik på familiefaderen, der går forrest med et juletræ på nakken, et par hoppende, frysende unger med luffer og tophuer bagefter – og til sidst mor med en stor pose med mad og godter fra et supermarked.
Familien skal hjem og holde jul – og jeg skal være ærlig og tilstå, at jeg godt kan være en smule misundelige på de hoppende unger.
Jeg kan tydeligt huske den enorme forventningens glæde selve juleaften, hvor min far og jeg blev sendt til den nærliggende bager, hvor en stor flæskesteg var blevet stegt. Det meste af kvarteret fik stegt deres and eller flæskesteg hos bageren – så slap man selv for al den stegen og brasen – og ikke mindst for rengøring af ovnen bagefter.
Det var noget af et syn, da min far, fløjtende og altid glad, hilste på folk og fæ på vejen hjem, bærende på en stor, stegt flæskesteg, mens jeg forsøgte at holde trit bagefter med en stor kande med skyen, der skulle bruges til sauce.
Af en eller anden grund smagte flæskestegen selve juleaften altid bedst, efterfulgt af en gang ris a’lamande – og med statsgaranti med en mandel til undertegnede, der som den mindste i familien vandt mandlen år efter år. Sikkert til stor irritation for andre tilstedeværende…
Lige så god var 1. juledag om formiddagen, hvor man kunne lege med alle sine gaver – huer, vanter og andre kedelige ting godt gemt væk – mens elektriske tog, musikinstrumenter, fodboldstøvler og andet godt flød rundt på gulvet.
Julefrokosten, den enorme julefrokost hos onkler og tanter – og et lignende arrangement 2. juledag hjemme hos os.
Joh, det kan jeg godt savne, men vi kender vel alle mere eller mindre til begrebet “Min barndoms jul”?
I år har mine private juleforberedelser båret præg af et nyt knæ, der er blevet indopereret og som om kort tid får mig til at smide krykkerne, så jeg bliver mobil igen som alle jer andre. Tak for det!
Men som også har fået mig til at tænke på alle de, hvis bevægelsesfrihed er mere vedvarende.
Mine bedste juleønsker skal derfor gå til alle de, der ikke kan komme rundt ved egen hjælp. Hvis jeg kunne få det juleønske opfyldt, at få alle handicappede, fysisk som psykisk, til at blive raske, så ville det være den største gave af dem alle. Men det er desværre nok for meget forlangt.
Tak derfor til alle de, der hjælper de mennesker, der har hjælp behov. Helbredmæssigt og økonomisk.
Og så iøvrigt god jul til alle andre samt ønsket om en
god juleweekend…
.gif)
