.jpg)
Der findes et udtryk i pressen, der hedder, at “hvis man inviterer pressen med til bryllup, så har man også inviteret den med til skilsmissen…”
Det er der rigtig mange, især måske lidt yngre kendisser, der har svært ved at forstå. I begyndelsen kimer de journalisterne ned, omtale er selvsagt vigtigt for at blive et kendt navn, og når så kendis-status er nået, så gør man alt for at fjerne sig for den selvsamme presse.
Sådan spiller klaveret ikke, selv om reaktionen måske er meget naturlig.
En af dem, der mest mesterligt forstod at benytte sig af pressen, og den gratis omtale, der fulgte deraf, var den afdøde rejsekonge, Simon Spies.
Han har- helt naturligt – fået ørerne i maskinen i den forgangne uge, hvor en DR-udsendelse har rettet søgelyset mod hans misbrug af kvinder, især ganske unge kvinder. Og endda måske i enkelte tilfælde f o r unge.
Og jeg skal straks understrege, at jeg synes, det er 100 pct. okay, at offentligheden får indblik i disse skyggesider af Simon Spies, der ellers i en generation eller mere har haft et godt omdømme som en helt usædvanlig millionær fyldt med sjove påfund.
Men ogå mange andre påhit, der var knapt så sjove, og som der nu er kommet til offentlighedens kendskab.
Jeg medvirkede selv i den omtalte DR-udsendelse, som jeg iøvrigt ved, at en del andre har sagt nej til at medvirke i. Dels fordi de udelukkende havde gode oplevelser med “formanden” – dels fordi de følte, at det er så mange år siden, at de pågældende episoder fandt sted, at de ikke vil være med til at rippe op i dem nu.
Også jeg havde disse betænkeligheder, men accepterede alligevel til sidst en medvirken, først og fremmest på grund af Spies selv: Hvis nogen benyttede sig af pressen til gratis omtale for millioner af kroner, så var det ham: Pressens mange glorificerende artikler om “Formanden” var med til at sælge rejser, der gik som varmt brød, de pudsige historier om hans stok samt talrige andre historier og anekdoter fyldte pressens spalter – og folk slugte det hele råt. Så må han i sin himmel naturligvis også finde sig i, at pressens søgelys rettes mod ham nu – selv om det er mange år siden, han optrådte lyslevende blandt os.
Uden at skulle føre mig frem, så var jeg en af de journalister, der gerne havde skrevet om hans perverterede sexliv og misbrug af unge kvinder. Det gjorde jeg også: Interviewede en ung pige, der – mod betaling – var blevet misbrugt af Simon Spies.
Men artiklen blev aldrig bragt, fordi det ugeblad, hvor jeg dengang for godt 40 år siden var ansat, ikke ville skrive negativt om Spies.
Jeg protesterede, men indrømmer, at jeg ret hurtigt affandt mig med det. Svagt? Ja, det kan man naturligvis sige i dag.
Der er så meget, man kan sige i dag, og det gør man også. Jeg er i øvrigt også meget enig i synspunktet om, at man ikke kan vurdere fortiden med nutidens briller, og jeg er ikke tilhænger af, at man render rundt og vil rive statuer ned af historiske figurer. Lad os huske historien – på godt og ondt.
Men at Simon Spies, der jo ligefrem blærede sig med sin kontrol og styring af pressen – nu får h e l e sin historie fortalte – det er naturligvis mere end i orden. Og så må byråd i Helsingør samt koncernledelse i Spies Rejser selv finde ud af, hvor smart det er, at anvende hans navn i reklameøjemed. Hans meget upassende opførsel overfor unge kvinder taget i betragtning.
Det er dét, de får deres løn for.
God weekend.
.gif)
