Mere skov plantet i Olsker

Hans-Aage Steenberg “Skovfryd” er et lille hobbylandbrug i Olsker på 23 hektar med dyrkede arealer, vedvarende græsarealer, klippeløkker  – og nu også med mere skov ved hjælp fra Nyskovfonden.

I gang med arbejdet på “Skovfryd” i Olsker.

 

“Vi har indtil for få år siden begge haft fuldtidsarbejde, men kan nu bruge tiden på at nyde områdets natur,” fortæller Hans-Aage Steenberg fra familiens hobbylandbrug “Skovfryd” i Olsker, der netop har fået meget mere skov.

Her fortæller Hans-Aage historien:

“Vi har reduceret i vores kødkvægbesætning, dermed har vi fået overskud af arealer med vedvarende græs. Da der er tale og små arealer, der er lidt svært tilgængelige med nutidens landbrugsmaskiner, synes vi det vil være en fornuftig udnyttelse af arealerne, at plante dem til med skov.

Skovdyrkerne gjorde os opmærksom på Nyskovfonden, der netop støtter skovrejsning på mindre arealer. Der bliver tale om en blanding af diverse løvtræer – såsom eg, birk og avnbøg. Herudover planter vi bl.a. vildæble, hassel, mirabel og hyld, disse arter skal fastholde og forhåbentligt øge bestanden af fugle og insekter og dyreliv i almindelighed.

Det er samtidig arter, der for de flestes vedkommende allerede findes på ejendommen,” fortæller Hans-Aage Steenberg.

Tog livet af løvtræerne

Hans-Aage fortsætter:

“Løvtræerne vil være vores meget beskedne bidrag til kompensation for de mange store flotte løvtræer, som akademikerne i Naturstyrelsen har sat sig for at tage livet af i Statsskovene. Ud over de to hektar vi nu tilplanter, har vi syv hektar skov – det er dels en åben skov og dels en urørt skov. Der er i området to vandhuller, der sikrer dyrene adgang til vand året rundt.

Vi har gennem Skovdyrkerne søgt om tilladelse til at oprense disse vandhuller samt frilægge et rørlagt vandløb, som et bidrag til den biodiversitet, der holder til i vådområder. Det giver mest mulige varierede natur…”

Urørt bevoksning

“Det samme gælder i vores have på ca. en halv hektar. Her har vi et stort areal med vedvarende urørt bevoksning – men vi har også en stor græsplæne, som jeg slår en gang om ugen hele sommeren. Ligger der et vissent blad på plænen, går der ikke lang tid før regnormene har trukket det ned i jorden og omsat det. Jeg er ikke biolog, men mon ikke der også er masser af andre organismer, når regnormene stortrives?

(Artiklen fortsættes under billedet)

Flot ser det ud…

 

Derfor har jeg det fint med at slå græs – også selv om jeg skulle blive afsløret af en biolog, der cykler forbi ude på vejen. Vi tænker også på fugle og insekter ved plantevalg i haven. Vi har bl.a. ca. 50 sommerfuglebuske en del forskellige frugttræer og både et- og flerårige blomster, der tiltrækker insekter…”

Nyder fuglene

Hans-Aage slutter:

“Vi nyder fuglene på foderbrættet hele året og glæder os især, når der kommer en af de mere sjældne gæster. Vi håber vores samarbejde med Skovdyrkerne og Nyskovfonden øger artsrigdommen til glæde for os og naturligvis først og fremmest for naturen.

Min alder taget i betragtning kommer jeg af naturlige årsager ikke til at opleve den opvoksede højstammede skov, men jeg glæder mig til at se  de nyplantede træer vokse op og forhåbentligt se et øget dyreliv”, slutter hobby-landmanden fra Olsker.

Om Nyskovfonden

Nyskovfonden er en skovfond stiftet af Forenet Kredit, Østifterne og Nykredit Realkredit A/S. Nyskovfonden er en almennyttig fond, som støtter skovrejsning i Danmark. I alt har Nyskovfonden modtaget donationer fra stifterne på 13,4 mio. kr., som skal anvendes til skovrejsning i alle dele af Danmark. Nyskovfonden støtter skovrejsning i hele Danmark for at optage og binde CO2 og dermed nedbringe CO2-niveauet i atmosfæren. Læs mere omkring fonden her: www.nyskovfonden.dk

 

Seneste artikler

Fik du læst?