Madglade børn søges til Madskoler i sommerferien

SOMMERFERIE: Det bliver med garanti festligt, når Madskoler inviterer børn fra hele øen indenfor i skolekøkkenerne i begyndelsen af juli. I år er temaet nemlig fødselsdag, da Madskoler fejrer at have eksisteret i 20 somre. Der er stadig ledige pladser og det gælder om at være hurtig.

Så er der madskoler på Bornholm

 

Hos Madskoler tager børnene skeen i egen hånd og sender forældrene udenfor (køkken)døren. Sammen med frivillige instruktører kreerer de velsmagende retter, lærer om mad, kostråd, madspild og meget mere – samtidig med at de har det sjovt! Alle børn i 7-12-års alderen kan deltage, og undervisningen vil foregå i dagtimerne fra mandag til fredag på flere af øens skoler.

En populær aktivitet
Madskoler arrangeres af foreningen 4H i et ikke kommercielt samarbejde med Landbrug & Fødevarer og REMA 1000. Aktiviteten er populær og flere skoler er allerede udsolgt.

”De fleste Madskoler er ved at være fyldt op, og mange har været fyldt op længe. Dog er der stadig ledige pladser på Paradisbakkeskolen, Svartingedal Skole og Hans Rømer Skolen i uge 27. Lige nu går det rigtig stærkt, så det er med at få tilmeldt sig, inden det er for sent” fortæller Anna Orheim Jensen, foreningskonsulent i Bornholms 4H.

Meget mere madmod
Madskoler er med til at give børnene madmod, lyst til at smage på nye fødevarer og fortsætte madlavningen derhjemme – både med og uden forældrene.

(Artiklen fortsættes under billedet)

Flere skoler på Bornholm holder madskole i begyndelsen af juli.

 

”Fra vores forældreevalueringer ved vi, at langt de fleste børn får mod på at lave meget mere mad derhjemme, efter de har været på Madskole. Herudover er vi med til at udvide børnenes smagsrepetoire, idet 9 ud af 10 børn – ifølge forældrene – smager på nye fødevarer, mens de er på Madskole. Det sker i særdeleshed, fordi den bedste kur mod kræsenhed er selv at have været med til at lave maden,” fortæller Line Munk Damsgaard, der er ernæringschef og projektleder på Madskoler i Landbrug & Fødevarer.

20 års jubilæum
Da det i år er 20. gang, der holdes Madskoler, er årets tema fødselsdag. Og det kan godt afsløre, at det bl.a. indbefatter, at børnene skal producere fødselsdagskage.

Deltagelse koster 590,- kr. pr. barn for en hel uge. Tilmelding sker på www.madskoler.dk.

Seneste artikler

Fik du læst?

Brand i kirke

POLITI: Tidligt mandag morgen fik Bornholms Politi en anmeldelse om brand i Pinsekirken på Sagavej i Rønne. Politiet og brandvæsen rykkede ud til stedet og

Læs mere »