Louisiana er for alle…

LINDBLOMS MAGAGASIN: I denne uge om et skønt besøg på kunstmuseet Louisiana…

Af Pernille Lindblom

På en skøn sensommereftermiddag i den forgangne uge, besøgte jeg Louisiana Kunstmuseum i Humlebæk. Stedet har netop genåbnet deres smukt beliggende café efter corona-nedlukning og havde denne torsdag tilmed aftenåbent.

For at udforske myten om at kunst og kulturinstitutioner er forbeholdt passionerede kendere – eller i hvert fald kræver en vis form for kunstforståelse – havde jeg inviteret en ledsager med, der trods moden alder og bopæl i samme del af Sjælland, aldrig tidligere havde besøgt dét, som han efterfølgende benævnte som en kulturperle.

Som ung husker jeg vores første familietur til Louisiana. Vi kørte fra Holbæk over Kronprins Frederiks bro i Frederikssund, og nordpå til Humlebæk.

Jeg var 18 år. Året var 1992, og udstillingen, vi så, var med den amerikanske kunstmaler Edward Hopper – på daværende tidspunkt ikke særlig kendt i Danmark.

At vores familiemæssige baggrund lå i vinbranchen gjorde ikke oplevelsen mindre, måske tværtimod. Vi havde ingen forventninger om at forstå det, vi skulle se – vi havde blot en forventning om en god oplevelse.

Min veluddannede ledsager denne torsdag i september har et godt job med stort ansvar til daglig, om end i en noget anden verden end kunstens. Da jeg spurgte ham, hvorfor han ikke havde besøgt Louisiana tidligere, svarede han: ”Fordi jeg ikke helt forstår mig på det der kunst, og derfor ikke naturligt tænkte, at jeg ville føle mig hjemme der”.

For mig var det nærmest bevægende at opleve med hvilket udtryk, han fulgte mig gennem billetlugen, og lige ind i området for udvalgt brugskunst i stueetagens butik, der fortsatte med en afdeling for kunstbøger, smykker, beklædning, plakater og ikke mindst kvalitetspræget, kreativ læring til børn, i underetagen.

For at sikre den bedste oplevelse for ham ovenpå en varm arbejdsdag foreslog jeg derfor en kop ”et eller andet” som start. Vi slentrede derfor gennem skulpturpakken til cafeen, hvor vi nød en kop eftermiddagste med tilhørende kage og udsigt til den svenske ø Hven fra et bord på terrassen.

Selv om jeg ikke er madanmelder bliver jeg nødt til at nævne hvilken kærkommen glæde, det var for mig som te-elsker, at få serveret kvalitetste fra Perchs, i selskab med syrlig blodappelsin/lime kage, som efter min ledsagers mening, var så god, at den straks blev placeret i top-3, over de bedste kager,  han nogensinde havde smagt, hvilket må siges at være store ord fra en berejst herre, der til daglig bespises på et sted med hele to ansatte Michelinkokke.

Derefter, begav vi os sammen ind i ukendt farvand, startende med et kig på Giacomettis skulpturer, videre forbi Jorns værker til udstillingen med den svenske maler Mamma Andersen, som jeg havde set frem til at opleve.

Det var tydeligt, at min ledsagers analytiske og rationelle tilgang til verden blev sat på en alvorlig prøve, da han blev præsenteret for Mammas farverige – ofte mennesketomme – landskabsmalerier, som han jo umiddelbart, hverken kunne eller skulle forklare eller forstå.

For en stund, måtte jeg derfor opfordre ham til at overgive sig og simpelthen bare være stille… Lettelsen sås dog i hans ansigt, da vi nærmede os en skærm med en videooptagelse, hvor kunstneren forklarede tilblivelsen af – og tankerne omkring hendes værker.

Derefter gik vi forbi Louisianas ”Børnehus”, der inviterer til gratis kreativ udfoldelse for børn i alderen fra fire til 16 år. Her kan børn og unge modellere, tegne eller male motiver i tråd med de udstillende kunstneres værker  – og vi blev hurtigt enige om at medbringe hver vores børn ved næste besøg.

Efter en god salat, venligt serveret, med det bedste brød og smørelse, jeg mindes at have smagt, spurgte jeg på vejen hjem, hvorvidt min ledsagers forestillinger, forventninger eller fordomme i forhold til Louisiana havde holdt stik.

Han svarede: ”Stedet var præcis, som jeg havde forventet, og det er meget positivt. Smukt, stille og med ting, jeg ikke helt forstod”. Han tilføjede dog, at han var blevet positivt overrasket over, at der rent faktisk også var ting, han forstod og tilmed kunne beundre, blandt andet et rum med en lysinstallation, fyldt med rytmisk skiftende farver.

Konklusion: Louisiana er for alle!