Mon ikke I alle har oplevet det?
Jeg sad i bilen og ventede på grønt lys, så jeg kunne køre videre. Når jeg sådan holder stille, så kigger jeg mig omkring. Lægger mærke til Københavns smukke by arkitektur. Kigger på fodgængere. Tænker på, hvor de mon er på vej hen? Hvad mon de hver især indeholder?
En fodgænger gik og snakkede. Jeg er af den gamle generation, så jeg tænkte: “Går hun virkelig og snakker med sig selv? Har hun måske problemer?” Hun så meget koncentreret ud, som om hun gik i egne tanker og i sin egen verden uden at ænse omgivelserne og uden at se, hvor hun er, og hvor hun går.
Men selvfølgelig snakkede hun med en via sin mobil… Hun havde noget i ørerne, som forbandt hende med et andet menneske. Hun gik og gik og var til stede, men var et helt andet sted alligevel.
Det der med brug af mobiltelefoner i det offentlige rum kan betyde sjove situationer.
For et stykke tid siden kom jeg ud af vores fordør, og en, jeg kender rigtig godt – en af de gode naboer – kom gående. Han så mig ikke først, men jeg sagde: ”Hej,” og han ”svarede” uden at se på mig: ” Hej hej. Jeg elsker dig!”
Pludselig så han mig, og han sagde:” Nej, nej, ikke dig!”
Vi lo begge! Min nabo var i gang med at sige farvel i telefon til sin datter!
Den første dame på fortorvet, som snakkede løs, ja, jeg syntes allerførst, hun snakkede løs med sig selv.
Gitte Hænning sang engang:
”Jeg snakker med mig selv,
Snakker med mig selv
Taler med mit bedre jeg.
Jeg hysser på mig selv
Tysser på mig selv
Skænder på mig selv, men nej
Mit hjerte slår på en helt ny måde.”
Jeg går da også og snakker med mig selv – men sådan i det stille.
Det kan dog også ske, jeg pludselig siger noget højt, som er beregnet til mig selv, men mest når jeg er alene.
Jeg har lige læst, at forskere giver udtryk for, ”at du bliver kvikkere af at snakke med dig selv.” ”Det er både gavnligt og naturligt!” Det er faktisk sundt at snakke med sig selv. ”Det kan endda hjælpe din tænkning og din læring.” (citater fra Videnskab.dk)
Hele tiden taler vi til os selv eller med os selv. Vi gør det lydløst, men det virker tilsyneladende bedre, når vi gør det højt, så lærer vi bedre.
Vi kan dog også tale os selv ned. Det er negativt. Mon ikke du også kender til det?
Jeg er ofte frygtelig kritisk overfor mig selv – ”Åh, hvor er du dum – altså hvornår vågner du op?”
I stilhed kan jeg sige de forfærdeligste ting til mig – jeg tør næsten ikke nævne det, men jeg tror ikke, jeg er ene om at sige grimme ting – såsom – ”Hvor jeg dog hader mig selv – jeg er så træt af mig selv.” ”Hvorfor er jeg sådan en klovn til alting?”
Hvorfor siger jeg dog sådan noget rigtig, rigtig grimt til mig selv?
På Google fandt jeg et evt. svar: ”Du taler hårdt til dig selv for at komme andres negative syn på din krop i forkøbet,” siger psykoterapeut Anne-Grete Hav Hermansen. Det meget negative mod dig selv, smitter desværre ofte, når du tænker eller taler til dig selv om andre. Anne-Grete Hav Hermansen siger: ”Kritik smitter. Og før du ved af det, kritiserer du både din mand og børn hårdere, end de fortjener, hvilket heller ikke gavner deres selvværd.”
Kan du ikke lide dig selv, så kan det også være svært ind imellem at kunne lide dit medmenneske!
Personligt får det mig til at stoppe mig selv. Sådan ønsker jeg ikke at være! Et er, at jeg kan være min egen værste fjende, men at det kan smitte af på min holdning til andre. Det er dog forfærdeligt. Mon det helt passer? Det, håber jeg, ikke passer på mig.
Bibelen taler klart imod den unødvendige selvkritik, men taler om, at jeg er født med ryggen vendt imod den Gud, som er kærlighed – sagt bibelsk: Jeg er en synder. Jeg har i mig en tendens til at gå ind for alt andet end kærlighed overfor mig selv og mine medmennesker. Jeg har brug for Guds tilgivelse og Helligåndens kraft til at vise virkelig kærlighed.
En af Salmerne i Det Gamle Testamente siger sådan til Gud:
”Det var dig, der dannede mine nyrer, du flettede mig samen i min mors liv. Jeg takker dig, fordi jeg er underfuldt skabt, underfulde er dine gerninger, jeg ved det fuldt ud!”
Kunne du sige det samme? Ville du føle, du var utroværdig og uendelig selvglad og selvcentreret, hvis du sagde noget lignende? Ja, måske, men Gud vil, at vi skal takke ham for det liv og den krop, vi nu engang har fået. Vid, du er elsket, som den du er, og at Gud tilgiver dig – også de negative tanker.Tal ikke dårligt om dig selv eller om dine medmennesker.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
