.jpg)
Min debut som ryger fandt sted i et hemmeligt kælderlokale i den ejendom, hvor jeg boede som dreng. Til stede var mine to kammerater, Bent og Jan. Bemærk navnene: Finn, Bent og Jan: Ikke ét af de navne er med blandt listen over de 50 mest populære navne i Danmark i dag.
Men det kommer de såmænd nok engang – alting har det jo med at gå i ring.
Nå, vi sad I vores hemmelige kælderrum, der dog ikke var mere hemmeligt, end at alle andre også kendte det. Det var kun os tre, der opfattede det som hemmeligt.
Jan var et år ældre end os andre: Med en overlegen mine hev den 14-årige Jan en pakke Eiffel frem. Hvis De kan huske det mærke, er De ved at komme op i årene…
Der var fem styks i, de er forsvundet fra markedet for rigtig mange år siden, rigtig mange…
Han bød ikke rundt: Han tændte en enkelt cigaret og efter selv at have røget den halve, lod han den allernådigst gå videre, så vi andre kunne få et bøv, som det af uransagelige grunde blev kaldt, når man fik et hiv eller to af smøgen.
Bagefter gjaldt det om at gumle godt og grundigt på et stykke tyggegummi, så de gamle ikke lugtede lunten – eller rettere tobakken. Man måtte jo ikke ryge som 13-årig…
Men tilladelsen kom året efter i forbindelse med konfirmationen. Stolt som en pave stoppede jeg et par dage efter en BBB-pibe, datidens fornemme mærke, Britains Best Briar, i overværelse af mine klassekammerater. Der var MacBarens “Plum Cake” i piben, det mærke røg alle piberygerne i skolen.
Senere fulgte en fin lille samling, hvoraf italienske Savinelli var klenodiet og “Plum Cake” forlængst udskiftet med dyre, engelske tobakker: Fribourg & Treyer, Rattray’s eller McConnell’s.
Skulle det absolut være cigaretter måtte det være amerikanske Lucky Strike, engelske Senior Service (James Bonds’ foretrukne) eller i yderste nødstilfælde danske King’s. Mærket Grøn Cecil opfattede vi som noget, der evt. blev uddelt i landets fængsler eller andre anstalter. Ryges kunne det i alt fald ikke…
Senere faldt niveauet lidt, og for denne skribents vedkommende blev det til noget så simpelt som Prince Light.
Og der er naturligvis en grund til, at jeg har forfattet denne lange smøre om pibetobak og cigaretter.
Jeg holdt nemlig op med at ryge. For 32 dage siden. (Det bliver der holdt regnskab med…)
Det har ikke været så svært, som jeg troede.
Før nu. Hvor jeg ærlig talt savner den vidunderlige duft af pibetobak. Eller cigaretten til avisen og morgenkaffen.
Helt idiotisk at begynde at skrive om de ypperligste produkter indenfor tobak, når man netop er holdt op.
Og dog. Hele min metodik i disse uger har nemlig været at omgive mig med cigaretter og lightere. Det lyder helt gak-gak, men er det ikke. Har talt med andre nu ikke-rygere, der brugte samme metode. En pakke cigaretter i lommen i de første uger efter man er holdt op. Tanken om, at man nemt kan tænde en cigaret er bedre end det totale fravær, der kan fremkalde desperation.
Tror jeg nok. En legetøjscigaret med mentholsmag har hjulpet, når rygetrangen for alvor har meldt sig.
Røgfri i 32 dage.
Om en halv time er det 33.
Jeg tror, det lykkes…
.gif)
