For tre år siden, sådan nogenlunde på denne tid, gik Covid-19 til angreb på mig: Jeg gik til køjs, men næste morgen opdagede jeg, at sygdommen i løbet af natten også var gået til angreb på mit i forvejen skrøbelige fodbold-knæ: Ude at stand til at gå og stå på det højre ben måtte jeg ringe til lægen: Ambulance og afsted til hospitalet.
Her blev efter nogle uger i en hospitalsseng bevilget et nyt knæ, men jeg måtte vente en rum tid, inden operationen blev fastlagt: Tre måneder, hvor jeg var spærret inde i min lejlighed – ude af stand til at komme op og ned af trapperne. Kun med besvær og gangstativ kunne jeg bevæge mig rundt hjemme i stuerne – og jeg skal ikke glemme, hvordan jeg længselsfuldt kiggede ud af vinduerne og så hvordan andre, gik, løb eller cyklede afsted.
Det kunne jeg pludselig ikke. Jeg skal love for de næste måneder gav stof til eftertanke.
Det at kunne gå havde hidtil været en helt naturlig ting for mig – og hvis jeg skal være ærlig, så var der nok først nu, at jeg indså, hvor forfærdeligt det må være, ikke art have sin førlighed.
At være afhængig af andre. Ikke at kunne tilberede sin mad, ikke komme ud og købe ind.
De måneder var en øjenåbner – og selv nu – tre år efter – er jeg taknemmelig over at kunne springe op og med ad trapper – og igen komme ud og studere livet – nært og fjernt fra mit hjem.
Men indrømmet: Efter at have fået et nyt knæ – lægerne er fantastiske i dag – så gik der nogle uger – og jeg var tilbage i hverdagen igen. Kun, når jeg skulle op og ned af trapper – vendte tankerne tilbage til tiden med den handicappede mand.
Indtil i dag.
Jeg var på besøg på hospitalet hos en menneske, der iøvrigt er mig særligt kært, men som nu – af andre årsager – er meget bevægelseshæmmet.
Hele dagen tilbringes i en hospitalsseng, indtil jeg dukker op – og vi kan gå en tur – med patienten velanbragt i en kørestol.
“Hvor der det dejligt at komme ud og se noget andet,” lød det – mon ikke jeg forstod!
Jeg husker min egen første køretur, efter det nye knæ var kommet på plads. Næsten tre måneder siden jeg havde været rundt i byen. Hvad? En ny butik hér – en anden lukket dér.
Den første cykeltur efter tre måneder som handicappet…livet vendte tilbage.
I dag – på vej ud til bilen efter hospitalsbesøget – så jeg flere mennesker i kørestole blive trillet rundt af familie eller pårørende. Og min medfølelse med disse bevægelseshæmmede medmennesker var – og er – grænseløs.
Jeg husker ganske tydeligt , hvordan jeg selv krabbede rundt på hospitalet med gangstativ elle krykker – og nu kunne jeg spankulere frit rundt omkring – skubbe rullestol og hente kaffe. Og det var mig, der kunne sige – farvel, vi ses i morgen – og forlade stuen.
Det kunne patienten ikke – blot kigge længselsfuldt efter mig, der var i stand til at gå.
Vi mennesker tænker ikke til hverdag over noget så naturligt som det at kunne gå.
Måske skulle vi. For ikke alt er givet…
God weekend til alle os, der kan gå – og især til de, der ikke kan…
‘
