Mine klummer til hver søndag bliver ofte til, når jeg møder et eller andet, som har gjort indtryk på mig selv. Sådan er det også i dag!
Jeg parkerede vores bil. Vendte mig om og så ind i et smilende ansigt, som hilste mig med ordene: ”Jamen det er da vores sognepræst!” Jeg indrømmer, jeg ikke kunne kende vedkommende, men blev mindet om, at han engang var kommet i kirken, hvor jeg var præst gennem 17 år.
Det, som ramte mig ganske overraskende som et solstrejf fra Himlen, var, da vedkommende sluttede vores meget korte samtale af med ordene:
”Gud velsigne dig!”
Jeg gik fra ham med et kæmpe smil og med en glæde, som ikke kan beskrives.
Er der nogen, som har sagt sådan til mig før? Ja, helt bestemt. Jeg forventede bare ikke den hilsen lige den dag.
Jeg havde ekstra brug for den hilsen lige der.
Du, der gav mig den hilsen, læser du dette, så af hjertet tak.
Ord er vigtige. Ord skal bruges, når vi mener, hvad vi siger.
Ja, der hverken skal eller må gå inflation i vores ord.
Jeg blev mødt med den oprigtige hilsen: ”Gud velsigne dig” lige den dag, hvor jeg havde allermest brug for det.
Jeg følte mig virkelig velsignet. Ikke af et menneske, men hjulpet på vej af et menneske, for det er Gud, som velsigner, men Gud bruger ofte os, når vi er lydhøre nok til at lade os bruge.
Gud har givet sig til kende med hele sin karakter og personlighed i Jesus Kristus, og når jeg læser, hvad Jesus har sagt og gjort, så ved jeg, at jeg er kendt af ham, elsket af Gud den Almægtige. Himlens og jordens Skaber og Herre.
Guds velsignelse er også igennem Bibelen blevet formidlet af mennesker, og da Jesus vendte tilbage til sin Himmelske Herlighed, da var det det sidste, der skete, som altid har gjort stort indtryk på mig:
I Lukas evangeliet kap. 24 vers 50 – 53 står der:
”Han tog dem med ud af byen, hen i nærheden af Betania og løftede sine hænder og velsignede dem. Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem og blev båret op til himlen. De tilbad ham, og fyldt med glæde vendte de tilbage til Jerusalem, og de var hele tiden i templet og lovpriste Gud.”
Kan I se det for jer?
En afsked er næsten altid en sørgelig affære.
Mange af os har stået ved et tog eller i lufthavnen for ikke at tale om en alvorlig afskedsstund ved en grav, og vi har været fyldt af sorg, og tårerne er løbet.
Her er der en anden slags afskedsstund.
Jesus løftede sine hænder og velsignede dem, og så kommer det, som har sat en masse gode tanker i mig:
”Idet han velsignede dem, skiltes han fra dem!”
Der var noget, Jesus ikke blev færdig med, da han tog afsked med sin efterfølgere.
Han velsignede dem, og sådan bliver han ved med at velsigne dig og mig.
Jeg er sikker på, at de nok var endnu mere opløftede og overraskede, end jeg var forleden, da et medmenneske ønskede mig Guds velsignelse.
Mon ikke de allerførst var nedslåede og næsten modløse. Det var da sørgeligt, at Jesus, som havde vandret sammen med dem og levet sammen med dem, nu pludselig var på vej væk fra dem.
Men da de modtog Herrens velsignelse, og da Jesus fortsatte med at velsigne dem, mens han forsvandt for deres øjne, så forsvandt bedrøveligheden og glæden vandt indpas.
De blev fyldt med glæde, står der!
At blive velsignet bringer glæde og meget ofte fred.
Vores gudstjenester slutter altid med Herrens velsignelse.
Ordene finder vi allerede i Det Gamle Testamente, hvor Aron – Moses’ bror – lyste velsignelsen over folket med ordene:
”Herren velsigne dig og bevare dig!
Herren lade sit ansigt lyse over dig og være dig nådig!
Herren løfte sit ansigt mod dig og give dig fred!”
4. Mosebog kap. 6 vers 24 – 26.
Hvilken betydning har den velsignelseshandling? Ordene fra Det Gamle Testamente siger det tydeligt.
At blive velsignet betyder, at Guds kærlighed bliver os givet.
Herrens ansigt, der lyser over os, giver os mod til at leve og til at virke i den dagligdag, som vi nu engang har.
Herrens ansigt er Guds Ånd – Helligånden, som overbeviser os om, at Gud vil tilgive os.
Guds velsignelse er, at Gud ser os og byder os velkommen i hans nærvær og formidler os sin fred.
Det er en rigdom at modtage Guds velsignelse.
Det er ligeledes en velsignelse at give den velsignelse videre til en anden eller til andre.
Som præst har det været det skønneste i en gudstjeneste at få lov til at løfte hænderne og formidle Guds nærvær og kærlighed til menigheden gennem den velsignelse, hvis ord ligger så langt tilbage som til Aron.
Moses og Aron levede for flere tusinde år siden.
Tænk vi bruger de samme ord som Aron ved hver eneste gudstjeneste, vi holder.
Når jeg konfirmerede unge i de to kirker, som jeg har været velsignet at arbejde i, forsøgte jeg altid at fortælle dem forinden, at når jeg ved konfirmationen lagde min hånd på deres hoveder, så skete der noget.
Guds velsignelse – Guds Helligånds nærvær – ville møde dem, hvad enten de mærkede det eller ej.
En gang fortalte en konfirmand mig, at hun mærkede noget stærkt og stort, da hun blev velsignet.
Hun oplevede, at Guds Ånd rørte hende, så hun mærkede det.
Gud behandler os individuelt, men der sker noget, når velsignelsen lyder!
Oplevelsen forleden får mig til at fatte, at ordene skaber, hvad de nævner.
Guds velsignelse blev mig givet.
Må vi alle hjælpe hinanden med at formidle Guds kærlighed til hinanden på samme måde.
En skøn gammel kone fortalte, hvordan hendes far gik fra seng til seng og velsignede alle sine børn med håndspålæggelse hver aften, når de skulle sove.
Du behøver ikke være præst for at give Guds velsignelse videre til et medmenneske.
Må Gud velsigne jer alle!
Glædelig søndag og kærlig hilsen
Agnethe
Pens. sognepræst
Pens. sognepræst
