I denne usædvanlige september varmebølgetid lyder det gang på gang: ”Åh, hvor er jeg tørstig!” Derfor er det et naturligt emne denne uge.
Jeg vil påstå, at det er langt fra os alle, som har prøvet at være virkelig tørstig. Jeg mener selv, jeg har prøvet det en eneste gang.
Jeg mener – virkelig tørstig.
Jeg var på studenterlejr i Nigeria, og vi ledere boede sammen med de studerende på de almindelige sovesale. Vi sov, spiste sammen med dem, og det i sig selv var en stor oplevelse. Nogen af os stiftede bekendtskab med sengelus, og kostskole-menuer, som vi danskere, der var med, ikke havde oplevet før. Men vi elskede at være med og være sammen med unge nigerianere på lejr. Et herligt fællesskab.
Vi havde da taget noget vand med hjemmefra, men slet ikke nok. Jeg havde måske nok troet, at der ville være vand, der var sundt og godt, i lejren, som blev holdt i en af landets secondary schools, men jeg blev skuffet.
Det viste sig at være rigtig svært at få nok vand, der var kogt, og jeg oplevede tørst, som jeg aldrig før havde oplevet. Man oplever det, som var der en hel Sahara ørken i ens mund og svælg, og da det var i tørtiden og blæsevejr, så var der også en del smag af sand, som gjorde tørsten ret så meget værre.
Her i vores verden, siger vi gang på gang: ”Hvor er jeg tørstig”, men der er jo vand tilgængeligt alle vegne, og måske går vi endda rundt med en vandflaske konstant, som nogen gør. Virkelig tørst kender vi ikke til.
Folk i områder i Afrika eller andre verdensdele, hvor der er hungersnød pga. manglen på regn, kender til at tørste. Det oplever vi overhovedet ikke i vores privilegerede luksus samfund.
Vores tørst efter H2O – vand – er yderst begrænset, men gælder det også vores åndelige tørst?
Jesus holdt en prædiken, hvor han sagde: ”Salige er de, som hungrer og tørster efter retfærdigheden, for de skal mættes.” Mattæus evangeliet kap 5 vers 6.
Med den uro, ja, krig, som er i vores verden i dag og med al den strid, ufred og magtmisbrug vi daglig lever midt i – såmænd i vores eget samfund og i vores mange fællesskaber, så længes vi efter retfærdigheden.
Vi føler os magtesløse, for hvad kan vi gøre? Her i Jesu prædiken står vi overfor Gud med tomme hænder og hungrer og tørster efter hans retfærdighed, og dybest set så er det Jesus selv og alt det, han bragte og alt det, han står for, vi længes efter.
Vi tørster efter at leve i et samfund og i en verden, hvor der er kærlighed, tilgivelse og en altid parathed til en ny begyndelse. Jesus – vores retfærdighed – kan bringe det til at ske, hvis vi giver ham lov til at forvandle os, men han kan kun gøre det i os, når vi overgiver os til ham totalt og fuldstændig.
Løftet er her, at Jesus siger, at hvis vi længes og tørster efter retfærdigheden, så skal vi mættes.
Men tørster vi? Jeg spørger mig selv først og fremmest:
Har jeg en længsel efter mere af Gud, mere fra Gud?
Har jeg en forventning om og endnu bedre en vished om, at Gud er større end de problemer, jeg ser omkring mig, eller giver jeg op af mangel på tro og tillid til, at jeg ikke er alene om opgaven?
Har jeg sluttet fred med den åndelige dovenskab i mit liv, så jeg mener, at det altid er de andre, som skal virke for et retfærdigt liv til mennesker, som er i nød.
Glemmer jeg, at jeg er et redskab i hans hånd? Paulus skriver, at vi er frelst ved tro af Guds nåde, ikke på grund af gerninger, så nogen kan rose sig, og så fortsætter han” Thi hans værk er vi, skabte i Kristus Jesus til gode gerninger, som Gud forud lagde til rette, for at vi skulle vandre i dem.” (Efeserbrevet kap. 2 vers 10.)
Et udsagn, der betyder, at jeg er skabt til gode gerninger, og Gud giver mig ikke større opgaver, end at han vil give mig sin hjælp, sin kraft og sin styrke. Han lægger opgaverne frem til mig. Jeg skal bare have øje for, hvad Gud vil, jeg skal gå i gang med.
Er jeg villig til at kæmpe, som Jesus gjorde imod uretfærdighed, som den viser sig overalt, hvor der er mennesker, eller kryber jeg i et musehul og viger udenom, fordi jeg er bange for nederlag.
Rent konkret kan de betyde, at vi får modstand, men her i Jesu prædiken siger han også:
”Salige er de, som forfølges på grund af retfærdighed, for Himmeriget er deres.” Ordet ”salig” betyder ”hjertens lykkelig”.
I politik taler man om faren ved at have for mange sofavælgere. Når vi engagerer os for lidt, så har vi nok valgt sofaen for meget.
Opgaven med at bære med på kærlighedens mission her i vores verden kan synes stor, men vi står overfor Gud med tomme hænder, og ber vi ham om hjælp til at se, hvor han vil, vi skal være aktive, så gir han os også alt, hvad vi skal bruge til de opgaver, han lægger hen til os.
Det betyder ikke, at vi ikke kan fejle, men så er vi jo netop under Guds nåde, og så er det ellers fremad igen i Jesu navn.
God søndag og kærlig hilsen
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
