Om tillid og tvivl blandt mennesker…

Forleden kom jeg i vores bil til en fodgængerovergang.

Endnu før jeg stoppede op, gik en ung kvinde over gaden, som hun selvfølgelig var i sin gode ret til at gøre, men det, der slog mig, var hendes attitude.

Med blikket fasttømret til mobilen spadserede hun trygt og uden overhovedet at se op over den afmærkede fodgængerovergang.

Jeg tænkte: ”Her er et eksempel på, hvad tro og tillid betyder!”

Tillid er, når vi har dannet os en mening om, at her er trygt at være, og vi går ud, hvor enhver anden ellers ville være usikker og fyldt med frygt.

Den unge selvsikre kvinde gik jo ikke over gaden et sted, hvor der ikke var en afmærket fodgængerovergang.

Hun gik, hvor vi er bestemt til at gå, når vi ønsker at gå over en befærdet vej.

Hun var tryg.

I hendes situation ville jeg nu nok have set mig lidt omkring.  Ikke alle bilister overholder færdselslovens bestemmelser.

Hun var heldig, (velsignet – vil jeg jo sige), at jeg var og er en opmærksom bilist, for det kunne nemt være gået galt.

Hun ænsede ikke farerne eller risikoen ved at gå, som hun gjorde. Dumt ville enhver af os vel mene.

Men hun stolede blindt på sin sikkerhed.

Fodgængerovergangene er rammen, der gør, at man tør gå over en farefuld vej med meget hurtige biler, der bare suser afsted i høj fart.

En meget gammel dame kom flittigt i Bethlehemskirken på Åboulevarden i København.

Åboulevarden er en af de mest befærdede gader, men denne kære dame turde det, vi andre bestemt ikke vovede.

Efter en gudstjeneste stod hun vågent og holdt øje med trafikken, og trods dårlig gang kom hun altid sikkert over Åboulevarden.

Når vi prøvede at advare hende, forklarede hun altid med sin stille og dybe stemme, at hun havde erfaring med netop at gå over det sted! Uha!

Vi skulle ikke være bekymrede på hendes vegne. Det var vi nu, må jeg sige.

Det er nu bedst at følge færdselslovens regler om at gå over, hvor der er trygt at gå på en af de afmærkede fodgængerovergange.

Sådan er det også med troen og tilliden til Jesus Kristus.

Når vi følges med ham, så er han på begge sider af os, og i hans nærvær er der trygt at være – selv midt i livets værste storme.

I en bog af den norske præst Karsten Isachsen citeres en skoleelev således:

”Engang bar jeg troen.
Holdt den fast
Med anspændt hånd.
Viste den frem,
Som noget jeg ejede.
Talte om den
Som en sag.
Indtil
Jeg mistede grebet.
Og forstod,
At det at tro er ikke at mene,
Men at leve
I Guds mening.
Tro
Er ikke at have fundet,
Men at være fundet
Og i samfund
Med Kristus.
Nu bærer troen mig”.

Jeg er sikker på, at gamle Karen med den rustne stemme var omgivet af engle, når hun passerede Åboulevarden.

Jeg vil dog ikke anbefale nogen at gøre det, og at da slet ikke i hendes alder. Hun var meget dårligt gående og tæt på 90 år.

Tro og tillid til Gud er ikke at foretage sig tåbelige ting. Vi har også fået en god forstand af Gud selv i fødselsgave.

Vores tro og tillid skal styres af vores afhængighed af Jesus selv. Det er i ham (knyttet til ham), at vi er stærke, frimodige.

Karsten Isachsen siger, at ”Tro er oplevelse”.

”Hvad tro er?

Oplevelse, ganske enkelt.

Som at gå ud og blive våd, når det regner, i stedet for at se på regnen indefra bag trygge glas.”

”Tro er oplevelse.

Er at snuble gennem livet sammen med Jesus.

Er at lade evangeliet få lov til at slippe sig løs i mig.

Er et liv i spænding.

Er reaktion og ikke præstation.”

Den norske præst skriver et sted:

”Efter en første påske er livet ikke en snigende sygdom med døden som udgang. Der er påskeblod og påskemorgens lave dirrende sol i hver dag, som gryer.

I dag er intet umuligt. I dag kan alt ske.

I dag kan bundne mennesker blive frie.

I dag kan kilder med levende vand springe frem i ørkenland.

I dag kan navnet Jesus sætte et menneske i brand. Og prøve et liv, fjerne slaggerne og lade slidte hænder sidde tilbage med skinnende guld: TRO.”

Vi lever i en tid, hvor vi dagligt oplever at tvivle på alt.

Der er så meget, som er fake news, og konspirationsteorier vælder frem.

Hvad er sandt og hvad er falskt?

Det er næsten hovedspørgsmålet efter enhver nyhedsformidling.

I sådan en verden har vi som mennesker virkelig brug for det, som er sandt og godt.

Ser vi på Jesu liv og gerning; lægger vi mærke til hans meget direkte undervisning om, hvad der er Guds vilje med os på denne jord; ser vi, hvordan han gik i døden for os, så vi går fri fra skyld og skam; når alt dette lever i os, så fries vi fra frygt.

Masser af muslimer vender sig i denne tid til Jesus i de muslimsk prægede lande.

Gud kom ned til os og viste os sin kærlighed på en meget konkret måde gennem sit liv, sin død og opstandelse. Dette budskab griber mange af dem i lande, hvor friheden er stækket.

I vores vestlige verden, hvor uro, krige og trussel om krige er daglige nyheder, der får kristentroen igen sin plads, og mange taler om en stille vækkelse. Ikke mindst unge mænd søger troen på Jesus, siges der.

Kendte bekender uden at rødme, at de elsker Jesus, og at han har fået en ny betydning for dem – ikke blot som en ideologi eller en meget dogmatisk bundet viden, men en længsel efter Guds nærvær og den fred, han giver, når vi tror på ham.

Forhåbentligt vågner kirker op og arrangerer ”Bibelen Rundt” kredse, så troen får kød at vokse med. Med Bibelkendskab vokser tro og tillid til Jesus.

Vi har brug for fred i vores hjerter midt i farefulde stunder i 2026.

Kærlig hilsen

Agnethe Zimino
Pens. sognepræst

Du vil måske også synes om

Iben bliver ny hospitalsdirektør

PERSONALIA: Efter to år som vicedirektør og de seneste seks måneder som konstitueret direktør sætter Iben Kyhn Riis sig permanent i direktørstolen på Bornholms Hospital.   Med en særlig kombination af klinisk indsigt, stærk lokal forankring og en loyal udmøntning af de givne rammer sætter Iben Kyhn Riis sig for

Læs mere »

Vil droppe planer om et vandkulturhus

VANDKULTUR: Bestyrelsen i Foreningen Bornholms Vandkulturhus indkalder til ekstraordinær generalforsamling tirsdag 3. november med forslag om at indlede en nedlæggelse af foreningen.   Efter flere års arbejde med at udvikle grundlaget for et nyt vandkulturhus i Rønne vurderer bestyrelsen, at de nødvendige forudsætninger for at bringe projektet videre til realisering

Læs mere »

Bil i grøften: Ejer ville ikke oplyse, hvem der kørte

POLITI: Lørdag morgen endte en bil i grøften på Segenvej i Almindingen med udløste airbags. Politiet kom til stedet og fik her kontakt til tre personer, som befandt sig tæt på ulykkesstedet. Politiet havde mistanke om, at der var tale om spiritus- eller narkokørsel. Ejeren af bilen, en 22-årig mand

Læs mere »