“Vilma Crow lytter til guitarsange, har endelig fundet læselysten og craver rimelig tit crispy duck fra et helt særligt sted på Nørrebrogade…”
Således lød forleden en billedtekst i, gæt selv: Dagbladet Politiken, der i mange år først og fremmest har været en ungdomsavis. Det betyder også, at Politiken vil blive det næste, større dagblad, der stopper udgivelsen af en trykt avis – efter B.T. valgte denne løsning for efterhånden lang tid siden.
For der er ikke nogle yngre mennesker – under 40 i alt fald, der læser en trykt avis. De får nyhederne fra de elektroniske og sociale medier – og læser i bedste fald aviser på deres telefon eller tablet.
Men især Politiken lefler i den grad for de unge, og det morer mig at se, hvordan de ungdommelige journalister kappes om at finde de mest besynderlige musikere eller kunstnere af enhver art og i begejstrede vendinger fortæller om deres arbejde.
Politiken er blevet det, man i mange år kaldte Information for – en menighedsavis, hvis målgruppe er en yngre mandlig eller kvindelig studerende, ankommet fra provinsen, nu bosiddende på Nørrebro, stemmer på Enhedslisten, sympatiserer med palæstinenserne, kører på cykel, spioner vegatarisk ude – og spegepølse hjemme.
Og så er der den pensionerede overlærer i Aarhus, der aldrig har villet læse den borgerlige Århus Stiftstidende og da slet ikke Jyllands-Posten eller “Jyllands-Pesten”, som mange ynder at kalde den århusianske avis.
Jeg ved, at mange vil føle sig stødt over beskrivelsen af Politiken og dens målgruppe. Det er heller ikke helt retfærdigt, for der er stadig noget avis over produktet, problemet er forudsigeligheden. Avisen overrasker ikke mere, man ved, hvem der optræder i den: Yngre kunstnere hvis meninger om dette og hint man kender til hudløshed.
Og så altså en hær af unge medarbejdere, der, næsten benovet, omtaler sangerinden Vilma Crowe som een, der lytter til guitarsange, endelig har fundet læselysten og rimelig tit graver crispy duck fra et helt særligt sted på Nørrebrogade.”
Måske skyldes de engelske udtryk den kendsgerning, at Vilma selv synes det lyder finere med efternavnet Crowe end Krage, som er hendes fødenavn.
Og det lyder måske også mere plumt, at Vilma Krage rimelig tit trænger til et stykke sprød and fra et sted på Nørrebrogade…”
Eller som fru murermester Jessen i Matador, der trængte til kage.
Det er der ikke meget Politiken over…
God weekend…
