”Hvis man mener det samme som 40-årig, som da man var 20, har man spildt 20 år af sit liv.”
Ja, sådan sagde den store stærke mand, den amerikanske bokser Muhammad Ali, men har han helt ret?
Når jeg tænker på mit lange liv, så er der ting, jeg ser anderledes på nu end for 30 – 40 år siden. Der er ting, jeg helst ikke udtaler mig så selvsikkert om, hvor jeg før var meget klar i spyttet.
Nu er jeg så dejlig fri for at mene noget om alting.
Jeg lytter mere til andre uden absolut at være en efterligner af dem og deres synspunkter.
I mine yngre dage manglede der vist ofte nuancer i mine udtalelser og meninger.
Nu er jeg mere villig til at indrømme, at jeg ikke har en klar mening, og at andre måske alligevel har mere ret end mig.
Hvor meget. man forandrer sig gennem et liv, er svært at sige, men forhåbentlig sker der noget i et hvert menneske, når vi når mere til modenhed og tør være ved, at vi også godt må være usikre og tøvende.
Til gengæld så er der noget, der står fast. Noget, som jeg ikke er vokset fra.
Jeg er så lykkelig at være vokset op med en kristen tro på, at Gud har givet sig til kende i Jesus Kristus, og at hans død og opstandelse, Himmelfart og Helligåndens komme over disciplene og mig har evig betydning.
Det står urokkelig fast. Jeg kan stadigvæk ikke forstå det, men have tillid til det – tro det, det ligger dybt, dybt i mit hjerte.
Jeg har også valgt ikke at tvivle på det. Jeg bruger ikke tid på at tænke på, om det nu også er rigtigt og sandt.
Jeg stoler på, hvad der står i Bibelen om det evigt sande, og jeg finder vidnesbyrd om det både i Gammel og Ny Testamente.
Når andre ytrer tvivl om det, så er jeg faktisk rigtig meget overbevist om, at de har læst alt for lidt i den gode bog.
Jeg har derfor en stærk trang til at formidle, hvad der står i Bibelen. Noget i den bog står urokkelig fast. Noget er talt ind i den tid, hvor det blev skrevet. Noget kan der være forskellige meninger om.
Jeg er tryg i troen og tilliden til Guds plan for mig og for hele verden.
Jeg ser på det som egerne i et cykelhjul. Helt inde i centrum ligger det væsentlige – det, der ikke kan rokkes.
Udenom bliver der længere og længere mellem egerne, og der hører alle forskellighederne til. Alt det, som jeg grunder over, og som jeg trygt overlader til Vor Herre at dømme om.
Jeg var år tilbage lærer på en lille bibelskole, og elevflokken var så vidt forskellige, at det næsten trodser enhver beskrivelse.
Når vi sad med en bibeltekst, kunne der vise sig uenighed om endda væsentlige ting – såsom dåb; nadver; om hvem der kunne bruges som præster i en kirke; forskelligt syn på Jesu anden komme til jord osv.
Selvfølgelig tillod jeg mig at fortælle, hvordan jeg selv så på det, men dejligt var det, at vi kunne tale om, hvordan vi sagtens kunne leve med, at vi så forskelligt på diverse tekster.
Jeg har derfor f.eks. aldrig haft problemer med, at der er nogen, som er imod kvindelige præster. De er fuldt ud i deres ret til at fortolke visse steder i Bibelen anderledes end mig, som har været uendelig glad i min tjeneste som præst.
Jeg har sat mig ind i, hvorfor der er nogle, der ud fra Bibelen mener, at jeg ikke skulle have haft den post, og jeg indrømmer, at sådan kan de tekster også udlægges. Jeg ser det blot på en anden måde.
Vi er uenige, men så er vi til gengæld også enige om det allermest væsentlige – Jesus som frelser og Herre.
Det gælder for øvrigt i alle livets forhold, at vi kan være uenige om det ene og det andet. Det giver som regel livet kolorit og farve, når vi blot lytter med interesse til hinanden, så forskellighederne ikke bliver til uenighed eller direkte fjendskab.
Jeg kan have meningsfyldte samtaler med muslimer om de 99 smukke navne for Gud, men uenige er vi om centrum i min tro.
Samtalen mellem os er dog vigtig og nødvendig, men vi må altså møde mennesker med respekt og empati.
Fordomme og en usigelig dum og negativ retorik må vi afstå fra.
Jeg glæder mig da uendelig meget, når en muslim vender sig til Jesus, og det er Gud Helligånds værk, når det sker.
På Facebook er der for øvrigt mange ex-muslimer, som beretter om, hvordan de vendte sig til den kristne tro. Der sker virkelig en stille vækkelse til tro på Jesus omkring os.
Der meldes om tusinder i f.eks. Iran, som i dag vender sig fra islam til kristentroen, og det glæder mig meget.
Spændende er det at læse, hvordan det sker – f.eks. gennem læsning af Quranen og Bibelen.
Vores opgave i kirken i Danmark i dag er at være formidlere for vores kristne tro på en måde, som bygger bro til andre religioner og andre livssyn og møde de ”fremmede” iblandt os med kærlighed og ægte venskab.
Måske er mennesker udenfor kirke og kristentro ikke begyndt at læse i Bibelen, men de læser os!!
Den store, stærke bokser, hvis ord jeg nævnte i begyndelsen, har på sin måde ret og uret.
Ret har han, hvis jeg sidder fast i gamle fordomme og skarpe, uforsonlige holdninger og for længst er holdt op med at lytte og lære.
Uret har han, hvis jeg ikke også godt må have en grund at stå på i mit eget liv, som ingen kan rokke – nemlig at jeg er elsket af Gud, som tager sig af mig – også når jeg ikke er værd at elske, og at Bibelen er troværdig, hvad angår mit liv med Jesus, og den frelse, han vil give mig i liv og i død.
Kærlig hilsen og god søndag
Agnethe Zimino
Pens. sognepræst
